Taskemanden - glimt fra et Bangladesh-besøg Spedalsk.dk

Taskemanden - glimt fra et Bangladesh-besøg
[43]

I februar i år deltog jeg i, hvad der skulle blive det sidste bestyrelsesmøde i DBLM i Nilphamari i det nordlige Bangladesh. Danidabevillingen udløber med årets udgang, og en epoke i spedalskhedsarbejdet i Nilphamari er slut – samtidig med, at en ny epoke begynder. Det er dog ikke dette, denne artikel skal handle om, men om min indkøbspose. Under besøget i Nilphamari var der lejlighed til at besøge spedalske og tidligere spedalske, som på forskellig vis klarer sig med deres sygdom og følgerne heraf. En af de store udfordringer i spedalskhedsarbejdet er at afhjælpe de sociale konsekvenser af spedalskhed. Fra ældgammel tid har det at være spedalsk været ensbetydende med at blive udstødt af det sociale fællesskab og af familien – i bogstaveligste forstand at blive smidt ud og henvist til en ussel tilværelse som tigger. Et stort oplysningsarbejde har efterhånden betydet, at denne indstilling er ved at blive ændret. Sygdommen kan i dag helbredes, også uden varige men, hvis den opdages i tide. Men hvordan kommer de tidligere patienter videre? Hvordan klarer de sig i et fattigt og tæt befolket land uden offentlige pensioner og sygedagpenge, som vi kender det? I Nilphamari distriktet lever langt de fleste af de godt 6 millioner indbyggere i landsbyer i hytter med lerklinet gulv og vægge af flettede palmeblade. I en sådan landsby besøgte jeg en gruppe spedalske, som havde dannet en opsparingsgruppe. Gruppen består af 14 medlemmer – alle spedalske eller familiemedlemmer til spedalske. Gruppen er organiseret med formand, sekretær og kasserer. Formålet er, som navnet siger, at spare op. Alle bidrager efter evne med beløb tjent ved fremstilling og salg af forskellige varer, deriblandt vævede måtter og takser af jute, som min indkøbspose. Gruppen sætter sig hver år mål for, hvor meget der skal spares op. Medlemmerne mødes ca. en gang om måneden. Der arbejdes, snakkes, og månedens resultat gøres op. Det var et sådant møde, vi deltog i. Vi blev inviteret på te, småkage og banan, og efter at vi var set lidt an, gik snakken livligt. I løbet af gruppens første 1½ år var der sparet præcis 9693 taka (969 kr.), som er gruppens fælles ejendom. Hvad bruges pengene så til? De bruges af gruppens medlemmer efter fælles beslutning til små stipendier, til træplantning, til anlæg af brønde for at nævne nogle eksempler. Gruppen har sat sig nogle mål for, hvad der skal anskaffes – f.eks. er det et mål, at alle medlemmer skal have en latrin indenfor 3 år. Foreløbig har gruppen holdt sine mål og er endda lidt foran med opsparing. Vi fik forevist en kassebog, skrevet på smukt bangla, hvor alt var nydeligt opregnet. Der findes adskillige lignende opsparingsgrupper. Spedalskhedsmissionens rehabiliteringsmedarbejdere koordinerer og fører tilsyn med grupperne. Grupperne følger med i, hvordan andre grupper klarer sig, og der er en vis konkurrence grupperne imellem. Grupper som disse er med til at give de spedalske og deres familier selvrespekt og tro på, at de kan leve et normalt liv i lokalsamfundet.