Et stort lys i en mørk verden Spedalsk.dk

Et stort lys i en mørk verden
[83]

I foråret 2007 var det 3o år siden, at de første patienter blev indlagt på spedalskhedshospitalet i Nilphamari, som ligger i den nordlige del af Bangladesh. Få år forinden havde landet først oplevet en voldsom naturkatastrofe og i kølvandet derpå en frygtelig borgerkrig, der kostede imellem én og to millioner mennesker livet. En ny stat så dagens lys – Bangladesh, bengalernes land. Et land med ca. 80 millioner mennesker dengang. I dag er tallet ca. 140 millioner. Sygdommen spedalskhed var på det tidspunkt en skjult og glemt sygdom, som fandtes ikke mindst i den nordlige del af landet. Sundhedsmyndighederne, i samarbejde med WHO, havde gjort tilløb til en indsats før borgerkrigen, men det druknede alt sammen i krigens og fattigdommens syndflod. Dansk Santalmission som i mere end 100 år har arbejdet på det indiske subkontinent, var også til stede i Bangladesh på dette tidspunkt. Jeg selv og min familie rejste ud for Santalmissionen i 1972, og var da ganske uvidende om forekomsten af spedalskhed i dette smukke land. Efter et par år i Bangladesh blev vi opmærksomme på problemet, og i Santalmissionen begyndte man at overveje, hvad der kunne gøres ved det. - At hjælpe de spedalske kan da aldrig være forkert Disse ord lød fra en gammel, garvet tidl. Indienmissionær, Oluf Eie, i forbindelse med diskussioner om, hvorvidt det er et missionsselskabs opgave at påtage sig så stor en udfordring, som det er at opbygge og drive et spedalskhedshospital og dets forgreninger. Et arbejde, som i sagens natur vil være et økonomisk tungt og langsigtet projekt. I Indien havde man nogen erfaring hermed. Efter grundig overvejelse kom man til den konklusion, at opgaven lå lige for. Og hvem skulle dog have mere brug for evangeliet om en barmhjertig Gud, der lærer os næstekærlighed, end de spedalske! Vel vidende, at man var nødt til at alliere sig med mere pengestærke donorer, besluttede Santalmissionen at tage udfordringen op. I 1975 havde vi fået et vist kendskab til land og sprog i det arbejde, som vi dengang var sendt ud i. Men for at påbegynde et så stort projekt, var der mange hurdler, der skulle overkommes. Forhandlinger med sundhedsmyndigheder – både på ministerielt plan, og med den gren af sundhedsvæsenet, der var ansvarlig for bekæmpelse af spedalskhed og tuberkulose. Embedsmanden, i sidstnævnte egenskab, var slet ikke indstillet på at få projektet op at stå. Han plejede helt andre interesser af mere privat karakter. I Sundhedsministeriet derimod var man meget interesseret i, at projektet kom i gang. Oluf Eie, som også sad i SM’s bestyrelse, var ved flere lejligheder med til møder i Sundhedsministeriet. Desuden var der oprettet en dansk ambassaderepræsentation i Dhaka, og herfra fik vi god støtte. Det lykkedes at få projektet godkendt i begyndelsen af 1976. Og før et kort hjemmeophold i sommeren 76 var Tove og jeg i Sydindien på et kursus i spedalskhedsbekæmpelse. Nilphamari – Den blå Farm I englændernes tid havde der boet briter på stedet. Herom vidner en ruinbygning, der endnu står tilbage. Man dyrkede Indigo – blåelse, som brugtes ved tøjvask. Før borgerkrigen var der bygget et kompleks, der skulle bruges til rehabilitering af spedalske. En udmærket ide. Men krigen væltede alle planer, og alle bygninger forfaldt. Stedet lå øde hen. Lokalbefolkningen var bange for at færdes der om natten. I nærheden var der bygget et lille hospital, beregnet til behandling af spedalske. Et håbløst sted, for at sige det mildt. Den medicin, som var beregnet til spedalske, fandt andre veje, og kunne kun erhverves ved betaling. Det kostede en god del diplomatisk snilde at få de lokale sundhedsmyndigheder med på ideen om, at her skulle Danish Bangladesh Leprosy Mission bygge et hospital. Embedslægen derimod var meget positiv. ”Det er Gud, der har sendt jer”, sagde han, første gang jeg havde møde med ham. - Det gør ikke noget, I er kristne, når I gør et sådant arbejde Ordene faldt fra nogle muslimer i nabolandsbyen. I efteråret l976 kunne vi gå i gang med at bygge og renovere. Vi måtte bygge en del stabsboliger. Og renoveringen af det eksisterende kompleks forløb efter planen. En dansk missionær og arkitekt, Niels Anton Dam, som på daværende tidspunkt boede i nærheden, gjorde et godt arbejde med tegninger og projektering. Og i foråret 1977 kunne vi begynde at tage imod patienter. I den mellemliggende tid kom der næsten daglig nogle spedalske og spurgte: ”Hvornår åbner I hospitalet, så vi kan få behandling for vor lidelse!” Disse patienter havde alle svære handicap som følge af deres sygdom. Da vi offi cielt åbnede hospitalet, var det med deltagelse af repræsentanter fra både lokale og centrale myndigheder. Og den Danske Ambassade var også repræsenteret. Begyndelsen var gjort, men der lå et meget stort arbejde foran os. Oplysning fremmer forståelsen Fra begyndelsen så vi det som en meget vigtig del af projektet, at vi var åbne udadtil. Og et af de første elementer var derfor at sætte forskelligt oplysningsarbejde i gang. Vi fik kontakt med det medicinske fakultet i nærmeste provinsby og inviterede studerende derfra. Vi udførte oplysningsarbejde på markedspladser, biografer og lignende steder. En anden stor udfordring var at finde det rette personale til diverse opgaver. Snart indså vi, at den eneste brugbare udvej var at uddanne folk så at sige fra bunden af. Først i et samarbejde med et af de få andre steder, der arbejdede med spedalskhed. Senere kom uddannelsen til at foregå på stedet. Forholdsvis tidligt i forløbet blev der bygget klinikker til ambulant behandling. Og i et område mod nordvest blev der etableret et lille hospital med en udbygget klinikvirksomhed. Også rehabiliteringsarbejde forsøgte vi at få med, så snart der var midler til det. Og således voksede projektet i de kommende år. I begyndelsen var det svært at engagere lokale læger, så der har været fl ere – også enkelte danske læger – ansat gennem tiden. Til at udføre kirurgiske indgreb fik vi kontakt til specialister fra Asiensområdet. Og efterhånden blev stedet en uddannelsesinstitution for flere faggrupper i spedalskhedsarbejdet. I første omgang kom de økonomiske midler fra Det Lutherske Verdensforbund og Santalmissionen. Den danske gren af Spedalskhedsmission har gennem alle årene varmt støttet projektet. Og igennem en længere årrække har DANIDA med stor velvillighed ydet økonomisk støtte af substantiel art. På et tidspunkt i 90-erne overgik hele projektet til TLM – Den Internationale Spedalskhedsmission og Spedalskhedsmissionen i Danmark. Hvad med fremtiden Allerede for nogle år siden kunne man konstatere, at nye tilfælde af spedalskhed var faldende. Patienterne kom efterhånden i begyndelsesstadiet, før der var stødt komplikationer til. Den langt mere effektive medicinering er også medvirkende til, at spedalskhed er stærkt på retur i den nordlige del af Bangladesh. Arbejdet er lykkedes – næsten ud over al forventning, og det er der god grund til at være taknemmelig for. Men netop nu trænger det spørgsmål sig på; skal man blot lukke og slukke. Og håbe, at det almindelige sundhedssystem opfanger de nye tilfælde, der måtte komme? Spedalskhedsprojektet i Nilphamari handler ikke ”blot” om at bekæmpe og udrydde en frygtet sygdom. Det er naturligvis værdifuldt i sig selv. Men tilstedeværelsen af et kristent vidnesbyrd, hånd i hånd med udførelse af diakonale, sociale og samfundsmæssige opgaver, rækker langt ud over det, der kan måles og vejes. Danish Bangladesh Leprosy Mission handler også om kristen næstekærlighed, som i et overvejende muslimsk samfund taler sit tydelige sprog og bliver respekteret af befolkning og myndigheder. For 30 år siden var ”Notkhana”, som lokalområdet, hvor hospitalet ligger, hedder i bogstavelig forstand et mørkt og gudsforladt sted. I dag valfarter folk dertil langvejs fra. Og fra byen Nilphamari og omegn er det et yndet mål for picnicparties. Sygdommen spedalskhed er ikke længere frygtet som pesten. Et stort håb og et stort lys er tændt for mennesker, der ellers var henvist til fattigdom og tiggeri. Midt i hospitalsområdet ligger en lille kirke. Og det Ord, evangeliet om Jesus Kristus, er blevet kød og blod som et stærkt vidnesbyrd om, at Guds kærlighed ingen grænser har. Og i det Ord er der altid håb, lys og fremtid.