Skolebørn underviser voksne Spedalsk.dk

Skolebørn underviser voksne
[3]

Der er tidligere fortalt om børnehavearbejdet i Sikonge til Spedalskhedsmissionens blad. Børnehaven blev oprettet i 1976, og en ellers tom bygning, hvor spedalske patienter tidligere var indlagt, blev taget i brug. Patientantallet var blevet reduceret på spedalskhedshospitalet, da mange med indførelsen af den nye medicin kunne behandles i de lokale klinikker under tilsyn af læger og sygeplejersker fra spedalskhedshospitalet. I flere år boede der mange skolebørn i nærheden af spedalskhedshospitalet, så børnene kunne få undervisning samtidigt med, at de var under behandling. For spedalskhed, skolen lå omtrent i forlængelse af de andre bygninger. Desværre skete det, at nogle forældre ’glemte’ barnet. I ferien, hvor de fleste børn kunne rejse hjem, var der altid nogle, som ikke vidste, hvor de skulle tage hen. Flere af børnene kunne være blevet udskrevet, men vi havde ikke forældrenes adresse og kunne således intet gøre. Børnene vidste, at deres forældre ikke ønskede at se dem mere og var kede af det, så jeg spekulerede meget over, hvordan vi bedst kunne hjælpe og opmuntre disse børn, der nu havde deres hjem på Kidugalo eller i nærheden. Jeg arbejdede ved spedalskhedshospitalet og Kidugalo fra 1975 til 1985. Asha underviser En dag mødte jeg en spedalsk kvinde, som var meget deprimeret. Vi talte længe sammen, og hun fortalte, at hun ikke kunne læse. I det samme kom der en 12 årig pige, som boede hos os og ikke havde nogen steder at tage hen i ferien. Jeg spurgte, om hun kunne tænke sig at undervise Asha, den voksne kvinde, i at læse og skrive. Det ville hun gerne. Efter ca. 3 uger kunne Asha begynde at læse, jeg husker tydeligt dagen, hvor hun læste højt fra en skolebog, og folk strømmede til for at høre og se hende, og de jublede ”Asha kan læse, Asha kan læse.” Pigen var helt flov over det virvar og gemte sig bag et træ, men alle glædede sig. Et større projekt Det blev begyndelsen til et større projekt, hvor spedalske skolebørn underviste voksne, som ikke kunne læse og skrive. På et tidspunkt var 23 voksne med i projektet, og de blev undervist af børn fra 7 – 14 år. Kriteriet for at blive ’lærer’ var, at barnet kunne læse lidt, og at de havde en ren skjorte på. De kom alle ind på mit kontor til prøve, og her aflagde de senere rapport. En af drengene fortalte, at hans 3 ’elever’ gjorde gode fremskridt, selv om der var det problem, ’at den ene næsten ikke kunne høre, den anden næsten ikke se og den tredje næsten ikke tale’. En dreng på 7 år underviste sin bedstemor, men en dag var han blevet træt og kravlede op i et træ, ”så kan bedstemor selv læse videre”, sagde han. ’Lærerne’ var meget stolte over, at de nu fik ansvar og blev regnet for noget, de fik løn – som kunne være penge, en skjorte eller et par sko. Nu kom der pludselig mange til kontoret for at søge arbejde. En dag kom en 5 årig dreng med sin lillesøster ved hånden, han søgte arbejde til den lille. ”Hvor gammel er hun?” ”2 år”, svarede han. Hun fik lov til at luge ved stenkanten udenfor kontoret og fik en vaskeklud som løn. Børnene gik op i projektet med liv og sjæl, og det varede ikke længe, før de havde det meget bedre, de kunne lide jobbet og rankede sig. De fik selvtillid. De voksne blev mere og mere ivrige, efterhånden som en ny verden åbnede sig for dem, og de var lykkelige for børnenes hjælp.