Til Sikonge igen Spedalsk.dk

Til Sikonge igen
[57]

Nu var Steen så sendt ud som læge til det samme arbejde mange år senere. Hvordan så der ud nu? Var stedet meget forandret? Var der lige så mange med spedalskhed? – Det sidste vidste jeg svaret på, idet der er meget færre nye tilfælde af spedalskhed nu end for 30år siden. Det skyldes det arbejde, der blev gjort tidligere samt ikke mindst den effektive behandling med MDT behandling. Men der skulle gå næsten 4 år, inden jeg endelig kom derud. Den umiddelbare anledning til, at det blev nu var, at Steen Møllgaard Andersens kontrakt med DMR-U, Dansk Missionsråds udviklingsafdeling udløber til efteråret. Så har kontrakten løbet i 4 år. Allerede for 2 år siden kom Spedalskhedsmissionen og BDM, Brødmenighedens Danske Mission, til en indbyrdes forståelse af, at vi to parter herefter skulle påtage os et fælles økonomisk ansvar for Lisbeth og Steens fortsatte arbejde i Sikonge med stor vægt på spedalskhedsarbejdet. Da nu tiden for den nye periode nærmede sig, foreslog bestyrelsen mig at rejse til Sikonge for at forhandle med dem. Tidspunktet blev fastlagt til sidste halvdel af april med afrejse 2.påskedag. Det viste sig, at Jørgen Bøytler, BDM´s generalsekretær skulle med samme KLM fly, idet han skulle ud til samtaler med BDM´s missionærer i Tanzania vestlige område i forbindelse med et missionær konvent i Sumbawanga. Fint, så kunne vi følges ad i bil fra hovedstaden Dar Es Salaam. Det var dejligt atter at stige ud ad flyet om aftenen i Dar og igen mærke den varme tropeluft på kroppen. Næste morgen startede vi i Landcruiseren turen ind i landet ad den sydlige vej. Vejen til Iringa kommer igennem Mikumi natonalpark, hvor vi fra vejen så giraffer, elefanter og zebraer m.fl. Videre kom Sydhøjlandets bjerge, et meget smukt landskab med en flod dybt nede. Byen Iringa ligger på toppen af et bjerg, ikke synlig fra hovedvejen, vist nok bygget som en befæstet by. Vi boede lidt uden for byen, så jeg kunne rigtigt nyde den liggende halvmåne og den smukke stjernehimmel med bl.a. sydkorset. Næste morgen tidligt kørte vi videre igennem bjerglandskabet i den tidlige morgensol, gennem Mbeya videre til grænsen til Zambia, hvor der var et mylder af zambianere på grænsehandel. Videre af en nu dårligere vej mod Sumbawanga. Bilen ville ikke trække mere, og i lommelygtens skær blev ventilatorremmen strammet. Efter på de 2 dage at have tilbagelagt ca. 11 km kom vi endelig til Sumbawanga og et gensyn med Lisbeth og Steen samt med missionærer, jeg arbejdede sammen med for mange år siden. Også biskop Kasitu traf jeg. Han var i min tid forstander for bibelskolen i Sikonge. Steen fortalte, at de på turen fra Sikonge sad fast i vandpytter en gang og en anden gang måtte trække en anden fri, så vi var lidt spændte på hjemturen. Men inden da var der en eftermiddag arrangeret udflugt til ”Sumbawangas alper” med smuk udsigt til Rukwa søen 800 m nede. Endelig efter 2 dages rejse via Mpanda kom vi så til Sikonge. Skønt at være her igen. Vi gik straks en tur med hunden på Sikonge bjerget, som Steen og Lisbeth dog med deres fortid i Bhutan i Himalaya kalder Højen. Hov, der var noget nyt på toppen, en mast til mobiltelefoni. Noget andet nyt for ca. ½ år siden var, at der kom el i husene. Men ellers var det hjemme. Allerede næste dag var jeg nede på det almindelige hospital og se nogle nye bygninger fra 80´erne, bl.a. en ny operationsafdeling, opkaldt af min kollega i Sikonge, Vicke von Bahr. Både her, og da Steen og jeg senere kom ned på Sikonge leprosarium, slog jeg om mig med Swahili ord, idet jeg havde repeteret sproget. Det giver en meget bedre kontakt. Straks var der en gammel mand, der kunne kende mig og spurgte: ”Kan du huske, da du havde mig med i bil til Shirati hosp. (450 km) for at få benprotese?” Og jeg sagde det tilbage på Swahili Mguu wa Bandia-direkte oversat dukkeben. En anden ældre patient, som var indlagt for en tid nu med sår under foden, kunne huske mig som ”kali sana”, meget skrap, idet jeg havde sparket til døren i 1972, sikkert fordi den dengang unge fyr atter engang var kommet med et sår, fordi han ikke havde passet godt nok på sine følelsesløse fødder, glemt at pleje dem og bruge fodtøj- eller hvad ved jeg? Eller måske er jeg bare skrap. Tilbage i huset hos Lisbeth og Steen nød jeg igen at bo i et af de 100 år gamle tyskbyggede missioonærhuse, kølige pga. store verandaer og meget højloftede rum. En morgen var det annonceret, at jeg ville besøge Kidugalo camp, hvor de gamle kroniske spedalske patienter, der ikke selv kan forsørge sig, bor. Der var mødt 25-30 op, og de sad der på stensætningen, præcis som jeg huskede det, og lignede sig selv, lidt ældre. Men de lo på samme måde og råbte Dr. Meyer og var tydeligvis glade. Det var bevægende, og glæden var gensidig. Jeg gik rundt og sagde lidt på swahili til hver især. Også børnene i Kidugalos børnehave hilste vi på. Området lignede sig selv med mangotræer til at sidde under. Spedalskhedsmissionen betaler via BDM mad og ophold for disse kroniske patienter. Hospitalsbygninger med sygestuer er sat meget pænt i stand for penge fra DMR U. Det var dejligt at være med på stuegang her. Om aftenen brugte Steen og jeg meget tid på at drøfte arbejdsforholdene og fremtiden for arbejdet, og hvad Lisbeth og Steens rolle skulle være. Da der ikke er så mange nye tilfælde af spedalskhed, og da ydermere spedalskheds kontrolarbejdet sorterer under regeringen distriktslæge for tuberkulose og lepra, bliver opgaven i Sikonge POD arbejde – altså forebyggelse af deformiteter, som bl.a. opstår pga. sår og infektioner – samt rehabilitering. Der er netop blevet ansat en ny protesemager og en ny fysioterapeut, ligesom der er en skomager. Det indgår derfor også i fremtidsplanerne at tilbyde at indlægge patienter med handicaps pga. andre sygdomme til fysioterapi og evt. protesebehandling. Det vil jo også fremme integrering mellemspedalske og andre syge. Ved slutningen af dagen fik vi også færdiggjort udkast til en kontrakt mellem Steen, BDM og Spedalskhedsmissionen. Jeg hilste også en eftermiddag på vores tidligere barnepige fra vores tid derude, Damalis, en rigtig glad grinebider, som lignede sig selv fuldkommen. En dejlig tur i nostalgiens og nutidens verden var ved at være slut.