Nyt liv: skræddersyet Spedalsk.dk

Nyt liv: skræddersyet
[72]

Mens han gik i grundskolen, kom regeringens spedalskhedsinspektør for at lave en rutineundersøgelse på skolen. Det blev derved opdaget, at Murugan havde en spedalsk plet. Han blev behandlet med Dapsone. Pletten forsvandt snart, og derfor begik Murugan den fejl at afbryde den livslange behandling. For ca. 10 år siden vendte spedalskheden tilbage. Denne gang var det meget værre, og til sidst kom der synlige misdannelser. Til at begynde med forsøgte han at holde det skjult. Ledelse og kollegaerne på fabrikken begyndte at undgå ham og behandlede ham dårligt, hvad der gjorde livet meget vanskeligt for ham. Til sidst blev han tvunget til at opgive sit arbejde. Hans tilstand var en skamplet som bevirkede, at Murugan ikke kunne få andet arbejde, så han kunne forsørge sig selv og sine forældre. Det var på det tidspunkt, at han kom til TLM’s spedalskhedshospital i Vadathorasalur for at blive behandlet. Sumathi, Murugans kone, kom fra en landsby 170 km. væk. Sumathi var kun 12, da hun fik konstateret spedalskhed første gang. I 15 år udholdt hun de stadig værre følger af sygdommen. Hun forsøgte forgæves at blive helbredt. Hun kæmpede sig gennem disse 15 år med smerter i fødderne. Hun flyttede hjemmefra og rejste til Chennai (Madras) for at blive behandlet. Ingen stillede diagnosen spedalskhed, som kan være vanskelig at opdage, for symptomerne kan være skjulte. Og ingen af de behandlingstilbud, hun fik, kunne hjælpe hende. Sumathis familie havde ondt af hende. De følte ubehag ved hendes sygdom, og de var kede af at se, hvor meget Sumathi led, ude af stand til at hjælpe hende. Da hun så mistede følelsen i fødderne, gik Sumathi til hospitalet i Pondicherry, hvor hun endelig fik den korrekte diagnose og den rigtige behandling. For fem år siden blev Sumanthi henvist til spedalskhedshospitalet i Vadathorasalur, fordi hun havde kroniske åbne sår på foden, og fordi hun skulle opereres for dropfod. Det var ved den lejlighed, at hun mødte Murugan. Dr. Theodore Robins, der er overlæge på hospitalet, påtog sig rollen som ’Kirsten giftekniv’ sammen med medlemmer af Wellesley Bailey selskabet af tidligere spedalskhedspatienter og fik arrangeret deres bryllup. Selskabet gav dem nogle penge som bidrag til bryllupsomkostningerne og hjalp til med at arrangere bryllupsceremonien. Men de gik endnu længere. Parret fik foræret en symaskine af Selskabet og med støtte fra den lokale kirke, så Murugan blev i stand til at etablere sin egen skrædderforretning. Murugan og hans kone boede til leje i et hus i en landsby i nærheden, og Murugan indrettede skrædderforretningen i forsiden af huset. Men i marts 2004 flyttede de ind i eget hus, bygget som en del af Vadathorasalurs projekt med lavpris huse. Huset blev bygget af et hold frivillige, og Murugan fik et lån til at klare byggeomkostningerne. Han tilbagebetaler i små rater, efterhånden som han tjener pengene. Murugan og Sumathi er de stolte forældre til en lille pige med navnet Sathiya, som nu er fire år gammel. Engang kendte de kun ensomhed og smerte, og den frygtelige usikkerhed ikke at vide, hvad der var skyld i deres handicap. Gennem Vadathorasalurs medarbejderes initiativ, pleje og medlidenhed er deres liv helt forvandlet. Murugan har en blomstrende skrædderforretning, og han og hans kone har en dejlig datter og deres hjem. Nu laver han dynebetræk, som bliver solgt gennem TLM Trading (Spedalskhedsmissionens eget handelsselskab), og desuden fremstiller han varer til lokalbefolkningen. Først og fremmest er Murugan blevet accepteret af sine omgivelser, og han har et udkomme, der giver ham værdighed og uafhængighed.