Mission er mennesker Spedalsk.dk

Mission er mennesker
[58]

Et gensyn med Bangladesh Det gav et sug i maven af spænding, da flyet svævede ind over Bangladesh, og jeg kunne kigge ned på de forskelligfarvede firkanter af rismarker. Det føltes så hjemligt og varmede langt ind i sjælen at gense det land, hvor jeg gennem en årrække havde arbejdet for Dansk Santalmission. Efter min missionærtid havde jeg kun besøgt landet en gang, og det var nu 13 år siden. Derfor havde jeg valgt trygheden ved at hoppe på en af Filip Engsig Karups veltilrettelagte grupperejser, som også ville føre os helt derud, hvor livet leves på godt og ondt i de ofte små og fattige hytter. Den fine nye ringvej i Dhaka og de mange lyskryds, ja og alle mobiltelefonerne fortalte mig godt nok, at der var sket en udvikling i landet. Men jeg fandt hurtigt ud af, at meget var som før - også hvad korruption og fattigdom angår. Menneskemylderet og den utrolig tætte trafik vidnede om en øget befolkningstæthed. I dag må over 140 millioner mennesker kæmpe for at overleve i et land, der stadig kun er ca. 3 gange så stort som Danmark. Jeg fyldtes igen af en dyb forundring over og respekt for disse mange fattiges opfindsomhed og ukuelighed. Møde med gamle ukendte Vores grupperejse førte os vidt omkring lige fra det nordlige Bangladesh med missionens arbejdsområder til det allersydligste, der var mere turistpræget. De største indtryk fik jeg gennem mødet med gamle venner og ved gensynet med steder, hvor jeg havde boet og arbejdet. I Rajshahi havde jeg den glæde at møde min sproglærer. Det var, som om tiden var gået i stå, da vi stod overfor hinanden, og det stod lysende klart, hvordan det var at sidde på skolebænk hos hende dengang. Ja det føltes som om, det var i går! Endnu stærkere var det om aftenen i lygtens skær at bevæge sig ad en sti ud til en santallandsby i håb om at finde min gamle ayah, som havde gjort rent og lavet mad for mig i alle mine år i Bangladesh. Det lykkedes at finde det hus, hvor hun nu boede hos sin bror med kone og 2 børn samt sin gamle mor. Samværet blev utrolig intens, for meget skulle opdateres på kort tid. Det var en lettelse at se, hun havde det så godt. Pludselig pegede hun stolt over i hjørnet af den beskedne stue og sagde: ”Se, Sistar, her er min dogan!” Ja, hun havde en lille butik på et bord, hvor der stod kiks, tændstikker, olie og andre dagligdags ting, som hun indkøbte på markedet og solgte i sin landsby. På den måde kunne hun bidrage lidt med indtjeningen til dagen og vejen. Efter et par timers snak og thedrikning måtte jeg bryde op. Det var næsten ikke til at bære at sige farvel. Ville vi nogen sinde mødes igen??? Til Nilphamari Men videre måtte jeg, for næste dag gik turen til Nilphamari, spedalskhedshospitalet, hvor jeg havde valgt at være de næste 4 dage, mens mine rejsefæller skulle besøge nogle menigheder i området. At ankomme med toget til denne velkendte station, som bestemt ikke havde ændret sig, vakte en meget hjemlig følelse i mig. Spændingen steg, da jeg på cykelrikshaw nærmede mig den store spedalskheds-compound. Det første, der mødte mig inden for lågen, var en legeplads med gynger og vipper samt en flok glade, hujende børn. Det var tydeligt, at folk udefra ikke længere var bange for at komme ind på området - ej heller at give deres børn lov til at lege der. Allerede inden jeg var blevet installeret i det velfungerende gæstehus, havde jeg mødt flere af de gamle medarbejdere og patienter. Der var mange jeg stadig kendte, ja flere end jeg havde anet. De næste dage blev derfor fyldt op med besøg hos mange af disse venner. Mødet med Bemod En af dem var en spedalsk mand ved navn Benod. Han var kristen og kommet til spedalskhedshospitalet allerede som ung omkring den tid, D.B.L.M. blev grundlagt. Ingen kunne være i tvivl om, at Benod var spedalsk, for følgerne efter sygdommen havde sat sine tydelige spor i form af stive, krogede fingre og et delvist lammet ansigt med et øje, der ikke kunne lukkes, hvilket medførte et noget stirrende blik. Fødderne var også dårlige, og gangen synlig besværet heraf. Selv om Benods fingre ikke var gode, fik han den opgave at pakke medicin. Tusindvis af små plastposer med 28 stk. dapsone tabletter i hver, havde den spedalske mand gennem mange år siddet og gjort klar til alle de ambulante patienter, der kom ude i klinikkerne. Der sad et godt hoved på Benod, og han var meget vidende. Desværre var han alene i verden, for hans familie boede langt borte. Hans venner og ”familie” blev derfor vi medarbejdere og patienter ved hospitalet. Benod var efterhånden kommet i den giftefærdige alder, og det var et problem for ham, at han ikke selv havde stiftet familie. Men hvem skulle finde et passende parti for Benod, når han nu ingen rigtig familie havde i nærheden? Det endte med, at vores rehabiliteringsmedarbejder gik ind i sagen. Det var ikke nogen let opgave, for Benod kunne ikke få en hvilken som helst kone, fordi han var spedalsk, og det endda meget synligt. Men det lykkedes at finde en både sød og kvik pige, der tilmed havde et godt og omsorgsfuldt sind. Det var omkring den tid, jeg rejste hjem fra Bangladesh i 1987, at Benod blev gift med sin Shanti. (det betyder ”fred”). - Og det var en lykke! Hun fik arbejde som ayah hos missionærerne, og Benod fortsatte sin lille virksomhed med medicinpakkeriet. Efterhånden fik de råd til at købe noget jord tæt ved spedalskhedshospitalet og bygge deres eget hus af rigtige mursten. Det er noget, som har status i Bangladesh! De fik også to dejlige piger, og fordi Benod nu var så vidende og åben overfor nytænkning, var det O.K., at den ene ikke var blevet en dreng!! For nogle få år siden fik Benod desvære sit ene ben amputeret p.g.a. gentagne sår. Han blev også pensioneret fra sit arbejde med at pakke dapsone (i dag købes der færdigpakkede medicinposer til de ambulante patienter). Shanti fortsatte glad sit arbejde i et af missionærhusene og hjalp omsorgsfuldt og trofast sin mand, der heldigvis fik en velfungerende protese, som gjorde Benod i stand til at kunne gå igen. Alt i alt klarede den lille familie sig ganske godt. Det fik jeg lov at erfare, en af de dage jeg var i Nilphamari og besøgte deres hjem. Jeg blev hentet ved gæstehusets havelåge af Benods smukke døtre, Doya og Djoya (det betyder ”nåde” og ”glæde”, og det er sikkert ikke tilfældigt, at de har fået netop de navne). De var fine i tøjet og havde også sminket sig, fordi ”aunty” skulle komme. De to piger på henholdsvis 15 og 11 år bar høfligt min taske, indtil vi fik fat på en cykelrikshaw, der førte os et par km. nordpå til deres hjem. Da vi nåede frem, stod resten af familien klar til modtagelse. Shantis mor var der også, fordi hun bor hos dem og hjælper med det huslige arbejde. Der var tilberedt en stærk, velsmagende ris og karry, - ja og tilmed købt sodavand til festmiddagen! Denne blev indtaget i et af husene, der fungerer både som stue og soveværelse for forældrene. Det var et hyggeligt rum med farvestrålende vægdekorationer og nipsgenstande. Ja, der var pænt, rent og ordentlig overalt i det lille hjem, og det var en stor glæde at opleve den indbyrdes harmoni og respekt, der herskede i familien. Shanti fortalte om, hvor glad hun var for sin mand. ”Vi snakker sammen om tingene, og Benod er meget god imod mig,” sagde hun stolt, mens hun lagde armen om hans skulder. Det gjorde et stærk indtryk på mig at se, hvor glade de var for hinanden. Videre berettede de ivrigt om deres døtre. Den ældste gik i 10. og skulle læse videre på en skole inde i byen; den yngste var nået til 7. klasse, og begge var ”dui number”, som de sagde. Det betyder, at de er nr. 2 i hver deres klasse, altså den næst-dygtigste. Inden jeg skulle hjem, viste de et af de andre huse frem. Her havde pigerne deres fælles værelse i det ene rum, og i det andet sov deres bedstemor. Ved siden af lå et mindre hus, hvor de havde et rigtigt banglatoilet. Et tredje hus fungerede som køkken, og på gårdspladsen stod en vandpumpe og vidnede om rent vand til husholdningen. Smukke blomster dekorerede omgivelserne udenfor, hvor også høns og kyllinger rendte rundt i skyggen af grønne palmer. Jo, -- det var et smukt og velfungerende hjem, men det vigtigste var, at Benod havde fået et rigtigt familieliv. Det var en utrolig glæde for mig at besøge dem og opleve et stærkt menneskeligt fællesskab på trods af afstand i tid og sted. Besøg på hospitalet Foruden disse besøg hos familier, jeg kendte, var jeg selvfølgelig også flere gange nede på hospitalet, som har udviklet sig meget, siden jeg arbejdede der. F. ex. er operationsafdelingen udbygget, og der er ansat en kirurg, der ikke bare laver kosmetiske indgreb på spedalske, men også opererer andre med almene lidelser. Dette er med til at nedbryde de fordomme, der op gennem tiden har udstødt de spedalske fra deres sociale netværk. Undervisning af paramedicinere og fysioterapeuter har også haft høj prioritet, hvilket en stor 2 etagers bygning med klasseværelser vidner om. Inden for rehabilitering er der ligeledes sket nye tiltag. I ”Noksi” projektet har spedalske piger samt andre handicappede nu mulighed for et kursus i at brodere forskellige håndarbejder, der kan hjælpe dem til et bedre liv i deres landsby. Alt i alt var det meget positivt at se, hvordan spedalskhedsarbejdet har udviklet sig, samt erfare, at de nationale selv har taget ansvar for mange af de opgaver, der før blev udført af udlændinge. Da flyet efter et par uger igen lettede fra Bangladesh, var mit hjerte fyldt af glæde over alle de gode oplevelser, rejsen havde givet mig. Mødet med de enkelte mennesker derude havde gjort det stærkeste indtryk på mig og måske bekræftet udsagnet: MISSION ER MENNESKER!