Vi mangler vand - vi mangler penge Spedalsk.dk

Vi mangler vand - vi mangler penge
[2]

Allerede da vi rejste til Danmark for to måneder siden, var brøndene ved at være tomme. Jeg så bundstenene i en brønd et sted i byen. Og der er stadig mindst en måned, til regnen begynder. Sikonge bliver aldrig stedet for vaske- og opvaskemaskiner, men mindre kan da også gøre det. Vi kom jo ikke til Sikonge på grund af ovennævnte lyksaligheder, men på grund af de spedalske; og dem er der stadig en del af i Sikonge. Nærmere betegnet Kidugalo, hvor de bor og holder til. Dog ser man dem ofte om fredagen oppe i byen. Fredag er nemlig ’officiel’ tiggerdag. George kommer tit til vores dør. Køn er han ikke, men han har et glimt i øjet, når han med fumlende fingerstumper trækker et stykke papir op af lommen. Han har der evangelistens underskrift på, at han har arbejdet omkring kirken. Aftalen er, at han så skal have en halv dagløn. George får sine penge – vi får gavmild velsignelse og vi er kvit. Skulle arbejdet være minimalt, så er missionærerne der jo for at hjælpe – uanset. George bor lige udenfor ’campen’, hvor de mest handicappede bor, så han får ikke kost og logi som dem indenfor. Blandt andet Kapaya med sin kone. Han døde i sommer og blev begravet på den nye kirkegård. Vi gik syngende bag efter båren mellem raslende majsplanter. Evangelisten holdt en tale, og vi sang flere salmer, blandt andet en på melodien ’Skuld gammel venskab rejn forgo’. Jeg sang med – på dansk. Båren blev sænket i graven og mændene i følgeskabet skiftedes til at kaste graven til. Vi gik hjem til huset. Der blev grædt lidt. Men ellers sad folk rolige på jorden foran huset og snakkede. Indsamlingsskålen gik rundt, og derefter gik følget hver til sit, mens familien åbenbart holdt møde. Der var det specielle ved det, at Kapaya og konen i alle de år, de boede i campen, ikke havde familie overhovedet. Kapaya kom til Kidugalo for næsten 50 år siden som en ung mand. Han var en meget vennesæl mand, der altid kom og hilste, når vi kom til ’campen’. Fingre havde han ingen af, så i stedet for et varmt håndtryk fik man en hård knogleende stukket i hånden. Snakke ville han meget gerne, men på grund af en manglende næserod var han meget svær at forstå – også for dem der forstod swahili. Han var over årene blevet en respekteret mand og valgt til formand i campen. Han og konen havde en jordlod, som konen dyrkede. Hun havde netop fået høsten i hus, da Kapaya blev syg og døde. Og nu kom så pludselig hans familie til begravelsen. De solgte høsten og rejste med udbyttet, som man åbenbart kan det efter tanzaniansk tradition. De glemte bare at tage sig af konen. Hun kommer dog ikke til at lide nød. Hun bliver i campen, hvor hun har venner og naboer. Om en måned er vi tilbage. Hos fru Kapaya, blandt dem der tigger ved lågen, tilbage til problemerne, der for at bruge et tidssvarende dansk udtryk står i kø. Vi er hjemme i vores store gamle hus. Fordi vi tror, det er der, vi skal være. Og fordi vi tror, vi hører Mesterens stemme: "Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer."