Et livs genopbyggelse Spedalsk.dk

Et livs genopbyggelse
[46]

Hendes yngste datter Alamelu er 14, og hun er glad for at gå med og hjælpe sin mor med at få fat på koen, og så gå ved siden af hende på hjemvejen samtidig med, at hun holder godt fat på den livlige kalv, når den går foran. Vennila er 37 år, og hendes ansigt er præget af årenes belastninger og de lidelser, hun har måttet døje. Hendes liv har drejet og snoet sig meget, og den sikkerhed, som hun nu kan nyde, forekommer hende stadig som en drøm. Vennila ved ikke, hvor gammel hun var, da hun blev ramt af spedalskhed. Men dengang hun var 15, havde hun pletter over hele kroppen. Først da et TLM kontrolteam kom til hendes landsby, blev spedalskheden diagnosticeret. Prøven var positiv, hun havde MB-spedalskhed, og en læge fra TLM gav hende MDT. Vennila’s spedalskhed havde nået et stadium, hvor hun var så voldsomt angrebet, at bare en dosis af den medicinske behandling bevirkede kraftige reaktioner over hele kroppen. Hendes fødder blev så ophovne, at hun ikke kunne gå og heller ikke tage på arbejde. Hun kunne ikke begive sig udenfor, for sollyset ville få hendes krop til at reagere, og hendes hud ville blive mørk og fuld af sår. Det tog 5 år at få Vennila’s spedalskhed behandlet. I mellemtiden blev der arrangeret bryllup for hende, da hun var 17. Hun fortalte ikke noget til sin mand om, at hun var spedalsk, for hun var bange for hans og hans families reaktion. Til at begynde med var ægteskabet lykkeligt, og parret fik to dejlige døtre. Men efter at hendes andet barn var blevet født, måtte Vennila vende tilbage til hospitalet til viderebehandling. Spedalskheden havde bevirket varige skader hos hende, særligt på hendes fødder, og der blev ved med at vise sig åbne sår. Hendes mand fandt ud af, at hun led af livslang følge af spedalskhed, fordi hun kæmpede for at beskytte sine følelsesløse fødder mod yderligere skader. Lige netop hvad hun frygtede for. Han forlod hende og deres to døtre. Vennila var ca. 23 år gammel, og pigerne var stadig små børn. Han kom aldrig tilbage. Vennila var meget skamfuld, da hun vendte tilbage til forældrenes hjem. Hun havde ikke andre steder at gå hen, og hun havde ingen mulighed for at forsørge sin lille familie selv. Hendes forældre blev meget kede af det, da de tog imod hende. De var bedrøvede over at ”dette skulle blive hendes skæbne.” Naboerne ignorerede hende og undgik hele husstanden, de ønskede overhovedet ikke at have noget at gøre med Vennila eller hendes familie. Da Venilla var blevet fuldstændig kureret for spedalskhed, kunne hun ikke beholde sit arbejde som daglejer i landbruget. Hun kom derfor til Vadathorasalur, hvor hun bad om hjælp til at købe en ko. Koen kostede 7.000 rupier, Venilla betalte de 2.000 og TLM lånte hende 5.000 rupier, som hun nu har betalt tilbage.