Kategorier
ForsideNyhederStøt en sagVore bladeOm SpedalskhedsmissionenArtikler
LIVET - en selvfølge? Eller en gave?
[61]
 
Inden vi anbringer høstgudstjenesten på et museum, var der måske lige et par spørgsmål, vi skulle overveje. Er det f.eks. en selvfølge, at vi kan spise os mætte? For de fleste af os i Danmark er det ikke noget problem. Vi fører nok en større kamp med de overflødige kilo end mod det fortvivlede tomme køleskab. Men for millioner ud over verden er det daglige brød ikke en selvfølge. Hver dag dør titusinder af sult. Mange af dem er børn. Er det en selvfølge, at vi har arbejde? Mange af os tænker ikke på det i det daglige. Men vi kender begreberne globalisering og udflytning af produktionen. Det kan nemt få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange. Hvis arbejdspladserne flytter til Østeuropa eller Kina, hvad så med mit arbejde? Er det en selvfølge, at vi er sunde og raske? At vi kan få medicin og behandling, når vi bliver syge. Vi har vænnet os til det i en sådan grad, at det nærmest er en menneskeret. Men for millioner af mennesker på denne jord er der intet at gøre, når sygdommen banken på døren. Er det en selvfølge, at vi har et hjem, familie, gode venner, mennesker, der viser os omsorg? Det synes vi. Men der er mange – selv i vor egen midte – for hvem det ikke er en given sag. Derfor kan vi også spørge: Er livet en selvfølge? Noget, vi har ret til? Eller er det en gave. Noget ubegribeligt – sommetider frydefuldt, sommetider forfærdende – som vi får skænket? Er livet en selvfølge, så er der ingen grund til at holde høstgudstjeneste. Men det giver særdeles god mening, når vi opdager, at vi mennesker intet har, som ikke er os givet. Og høstgudstjenesten kan være en anledning til, at vi takker Gud for alt, hvad han har givet os. For skabelsens uforklarlige under. For alle gode gaver til legeme, sjæl og ånd. ’Tak er kun et fattigt ord’ siger et gammelt, lidt fortærsket mundheld. Men den, der ikke kan sige tak for livet, er et fattigt menneske. Hvor megen rigdom og velstand vi så end måtte besidde, Høstgudstjenesten lærer os glæden ved at sige tak. Det gør os menneskeligt rige.
Artikelarkiv
Udvalgte artikler


Hvad er spedalskhed?
»Læs mere

Leveret af SetWeb

Spedalskhedsmissionen • Skibbroen 6, 2 - Postboks 13 • 6200 Aabenraa
Tlf. +45 3529 4254 • Fax +45 7462 7772 E-mail: