I krig som i fred Spedalsk.dk

I krig som i fred
[4]

Jeg er lige kommet hjem fra et område i Congo, som det – i fem år - har været umuligt at rejse ind i, erklæret usikkert som følge af krigshandlinger. For nylig kunne vi igen forsvare at køre derind - og hvad så vi da? Vi så nedbrændte landsbyer med ruiner af hjem, sodsvedne lervægge, hjem som ’sejrherren’ havde brændt af, eller hjembeboerne var flygtet fra, siden jævnet med jorden af storm, regn og solskin. Vi kom gennem byer, hvor fjenden havde massakreret samtlige indbyggere, værgeløse gamle, kvinder og børn. I dag var mange vendt tilbage, efter at fjenden var drevet bort. Flere byer var omdannet til flygtningelejre - kaotisk overbefolket. Hospitaler og sundhedscentre var svært beskadiget - det meste udstyr stjålet, men man prøvede at overleve, og de beskadigede og bestjålne hospitaler og sundhedscentrer søgtes genoprettet. Størstedelen af TLM’s seniorfolk er på deres plads, men mange af regeringens sygeplejersker er udskiftet med nye, hvis erfaring i behandling af spedalske er begrænset. Ødelæggelsen af samfundets infrastrukturer er selvfølgelig mærkbar også for os. Vore forsyningslinjer overskæres, når kampene blusser op. Man må have den dybeste respekt for vore medarbejdere, fordi de fortsætter deres arbejde trods vanskelige og faretruende situationer og ikke sjældent sniger sig gennem fronten for at få vore mest nødvendige forsyninger bragt hjem. Også patienterne lider: En 8-årig pige, som netop var sat i MDT behandling, da krigen brød ud, måtte flygte – så vi mistede kontakten med hende. Da hun senere kom tilbage, havde den manglende behandling resulteret i en svær reaktion, så begge hendes hænder og fødder var ødelagte. Jeg oplevede dog en enkelt gang, at en gruppe frihedskæmpere hjalp en patient ud af krigszonen hen til os, så vi kunne behandle hende. Det reddede hendes hænder og fødder. Snesevis af gange har vi måttet forhandle med bevæbnede soldater for at få adgang til besatte områder, og lad det ikke være nogen hemmelighed, at det var hver gang uhyre vanskeligt at balancere på denne neutralitetens knivsæg. Kun få gange har vi kunnet benytte os af fly til transport af vore patienter. Den udvej har altid været mere sikker end at køre de syge i bil. Vejene er farlige, ikke alene fordi vi kunne falde i baghold, men også fordi man jo kunne risikere at måtte sidde op ad en kasse ammunition. Blev vi stoppet ved militære kontrolposter, kostede fri passage ofte alles penge og værdier. Andre gange tog man også bilen og forsvandt grinende. For soldaterne, børn som voksne, var det altid vigtigt at vise, hvem der havde magt og myndighed. At så vejnet og broer aldrig blev vedligeholdt bør nævnes som en selvfølge. Et sådant liv i usikkerhed på steder, hvor alt kunne ske, og hvor mennesker var i konstant nød og fattigdom, var ofte særdeles belastende. Omvendt forsvandt al modgang, angst og følelse af håbløshed, når vi så, hvorledes spedalske blev accepteret af deres nærmeste og de andre i samfundet. I de tilfælde, hvor vi havde kunnet behandle dem i tide og helbrede dem uden men, forlod de os fuldt arbejdsdygtige. Vi gjorde, hvad vi kunne, mens vi kunne, og som vi havde mulighed for at kunne. Vi opmuntrede de syge og gav dem håb. Vi trøstede dem og delte alle vanskeligheder med dem. Jeg føler, at Gud har placeret mig i dette smukke land, i netop dette arbejde og med det klare formål, at være et led mellem dem og resten af verden, så vi kan fortælle om deres liv og skæbne i en skånselsløs krig. Specielt fortælle om de spedalske, der er ramt endnu hårdere af krigens grusomheder, fordi de risikerer en fremtid som invalider – uden håb. Vi kan fortælle, at selv mindre rehabiliteringsprogrammer hjælper med til at gøre dem til værdige borgere i et fremtidigt, fredeligt samfund. Det er sandt. Jeg har selv set det ske i krig som i fred. Det er et arbejde, Gud har lagt i vore hænder. Vi kan ikke afvise det, blot fordi borgerkrig gør vort arbejde vanskeligere. Gud har omsorg for dem – så det må vi også have. Gud er med os og vil beskytte os, fordi han satte os her for at virkeliggøre sine formål.