Kærlighedens tjeneste for den lidende næste Spedalsk.dk

Kærlighedens tjeneste for den lidende næste
[10]

Jeg tror, jeg har set det i praksis, jeg tror jeg ser det virkeliggjort i dag: Kærlighedens tjeneste for den lidende næste. I mit barndomshjem på Østlolland, hvor mine forældre igennem 37 år var forstandere for et optagelseshjem for hjemløse mænd for dem, der intet havde, så jeg det, i Spedalskhedsmissionens virke i dag blandt dem, der har mistet alt håb om et menneskeværdigt liv, ser jeg det. "Hvad I har gjort imod en af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig", siger den opstandne Jesus Kristus også i dag, og Jesus har uden tvivl villet/vil, at denne udtalelse skal tages ganske bogstaveligt. Min lidende næste, enten han/hun er sympatisk eller usympatisk, elsket eller forhadt, enten hans/hendes nød er selvforskyldt eller uforskyldt, min lidende næste får ved disse ord Jesu ansigtstræk. Min lidende næste kommer mig ved, for det er Jesus Kristus selv, der i ham/hende kommer til mig, den Kristus i hvis hånd også mit liv og min evige salighed ligger. Derfor er min lidende næste umulig at komme uden om. Vil jeg have med Jesus Kristus at gøre, må jeg også have med min lidende næste at gøre. Ansigt til ansigt med ham/hende står jeg med evighedens alvor over for den afgørelse, jeg træffer. Dermed er tjeneste for Gud ikke længere noget luftigt og åndeligt, men en konkret handling, som ligger lige for. Ingen flugt er mulig, jeg er holdt fast i den foreliggende virkelighed. Den tyske teologiprofessor Gynter Bornkamm siger i bogen "Uden for min dør", at Kristendom er menneskekærligt arbejde for Jesu skyld med mig selv som indsats. Og professor, dr. theol. Johannes Sløk siger det endnu stærkere i "Kristen moral før og nu": "Som Gud er grænseløs i sin godhed, uden måde i sin tilgivelse og uendelig i at give, således skal man selv grænseløst og uden nogen modifikation skænke sig selv og sit liv til næsten. Man skal så at sige ødsle sig selv på den anden." Men i lignelsen om den barmhjertige samaritaner får vi et billede af den guddommelige kærlighed, der har sin egen fart. Gud viser sin kærlighed ved, at han giver sig til at tage sig af de nødlidende mennesker. Jesus gik med langsomme skridt og gik aldrig forbi. Derfor skal vi ikke blive forpustede, for kærligheden går med langsomme skridt! "Hvem er min næste", spørger mange med den lovlydige (Luk. 10,29), for i et tåget svar på dette spørgsmål at se en mulighed for at undslippe. "Alle mennesker", lyder svaret undertiden. Men det er ikke Jesu svar, for så megen kærlighed ejer intet menneske. Kærligheden ville blot blive en luftig følelse, som ganske vist kunne give en selv fornemmelse af ædelhed og godhed, men som aldrig ville blive en virkelig hjælp for nogen. Jesu svar i lignelsen om den barmhjertige samaritan går ud på, at afgørelsen af, hvem der er min næste, ikke ligger i min hånd, men i det lidende menneskes. Har han/hun brug for mig, er jeg hans/hendes næste. Rollerne byttes om, det er ikke mig, som er herren, der kan bestemme, om jeg har lyst til at hjælpe eller ej. Jeg er pligtig til at tjene ham/hende, der i den givne situation står foran mig. Jeg er blevet tjeneren, som får en opgave tildelt. Så kan hjælpens art ikke begrænses til f.eks. åndelig hjælp. Næstens nød skal bestemme hjælpens art. Alt, hvormed der kan hjælpes, kommer ind i billedet: penge, tøj, mad, pleje, besøg og måske en prædiken, det afhænger af situationen. Men uanset hvori hjælpen består, er den en gudstjeneste, tilmed en gudstjeneste, som ikke tillader nogen passivitet. TROEN på Gud flytter vort centrum fra os selv til Kristus. KÆRLIGHEDEN, som er troen set fra en anden side, flytter også vort centrum, den flyttet det fra os selv til vor lidende næste, hvilket efter Jesu ord er det samme, som at flytte det til Ham selv, idet Han kommer til os gennem vor næste. Således virker troen og kærligheden HÅBET hos min næste, håbet om hjælp i den lidende næstes aktuelle situation. Det fortælles, at nogle allierede soldater i 1945 kom ind i en sønderskudt tysk kirke. Blandt murbrokkerne fandt de stumperne af et krucifiks, som de efter nogen tid fik samlet. Men begge hænder var og blev borte. Medens de i dyb tavshed stod foran krucifikset, satte en af soldaterne følgende indskrift under det: "Jeg har ikke andre hænder end DIG". Også salmedigteren Lars Busk Sørensen har i salmen 'Menneske, din egen magt' (Nr. 370 i Den danske Salmebog) understreget dette i disse linier: Du skal bringe verden fred, dagligt brød og kærlighed. Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød. Gud give os sind og vilje til at leve i kærlighedens tjeneste for vor lidende næste, til Guds ære og til velsignelse for vor næste.