50 ÅRS JUBILÆUM PÅ KIDUGALO Spedalsk.dk

50 ÅRS JUBILÆUM PÅ KIDUGALO
[51]

Godt nok er det nu en hel del år siden, stedet blev nedlagt som selvstændig administrativ enhed og i stedet lagt ind under Sikonge Hospital, men det er stadig her, spedalskhedsarbejdet foregår, blandt andet med sengeafdeling og medarbejderstab på nogle og tyve, og der var stor enighed om, at dagen var værd at festligholde. Det blev den bestemt også, endda lige præcis fredag den 23. september, med et stort arrangement hvor kirkens biskop Nicodemo var æresgæst. De fine gæster udefra blev modtaget i den gamle hovedbygning, der forrige år blev nyindrettet med blandt andet kontor, operationsstue, bibliotek og undervisningslokale, og de skrev sig ind i den gamle gæstebog, som blandt andre Fru Twining og Biskop Ibsen tog i brug netop 50 år tidligere, og som også Julius Nyerere skrev en hilsen i i 1966. Vi er i disse år i gang med en omfattende renovering af leprosariet, og håndværkerne var netop den 22. blevet færdig med endnu et afsnit, så der nu ikke er flere steder, der ligner noget i en krigszone. Gæsterne var behørigt tilfredse og imponerede under rundvisningen, der sluttede med besøg på sengeafdelingen. Selve festen blev holdt uden for revalideringsafdelingen, hvor resten af selskabet ventede, og da de fine havde fundet deres pladser ved højbordet, kunne dagens ceremonimester lede os igennem en lang række indslag. Stedets historie blev gennemgået i tale og sang, og de mange især udenlandske medarbejdere gennem tiderne blev mindet. Som initiativtager til leprosariets opførelse blev Martha Petersen naturligvis nævnt mange gange, og det samme gjorde Dr. Meyer, en anden gammel dansker der har gjort et uudsletteligt indtryk på patienter og medarbejdere. Et særlig festligt og fornøjeligt indslag stod en gruppe fra nabolandsbyen Kanoge for, med trommer, dans og dramatiseret sang. Vi havde sørget for, at nogle af de spedalske fra Kanoge kom med i denne gruppe, og derudover var der blandt de indbudte de 30 faste beboere i Kidugalo camp samt 70 mere eller mindre handicappede, tidligere spedalske fra området, foruden hospitalets godt 150 ansatte. Måltidet er højdepunktet i ethvert arrangement her, og for de flestes deltageres vedkommende det eneste kriterium for, om festen har været vellykket eller ej. Efter ønske fra hospitalets medarbejdere skulle menuen lyde på vildt, og der blev ikke taget let på sagen: På tre timelange møder blev der debatteret indgående, og det endte med at 4 medarbejdere blev deputeret og tilbragte 4 dage og 4 nætter langt ude i bushen, med samt de nødvendige papirer og en professionel skytte. Trods mange store ord kom de tilbage uden bøffel, men dog med 4 styk blandede gazeller og antiloper, der også slog til. For de flestes vedkommende var det længe siden, de havde smagt vildt eller sat tænder i kød, der var så mørt som dette. Der blev lavet mad til 350 personer, og således kunne der også blive serveret for et par håndfulde børn fra nabolaget samt enkelte andre selvindbudte. Det var i høj grad ”hospitalets jubilæumsfest” og havde nogle af leprosariets medarbejdere fået lov at være med i festkomiteen, ville vi gerne have inddraget de spedalske i planlægningen og fået nogle af de gamle til at fortælle minder fra gamle dage (der er faktisk et par stykker, der kom hertil sidst i 1955), og set til at de spedalske heller ikke rent fysisk befandt sig i periferien. Men arrangementet var vellykket, alting klappede, og deltagerne gik bort med følelsen af at de havde været med til en god begivenhed ud over det sædvanlige.