Islændinge, sørøvere og salmedigtning Spedalsk.dk

Islændinge, sørøvere og salmedigtning
[9]

Hvorfor nu det? Hvad har titlen med bekæmpelse af og mission blandt spedalske at gøre? Jo. begivenheden er en forbløffende del af denne sygdoms historie i vore nordiske lande, og bør derfor efter min mening fortælles. Ingen siger, at spedalskhed ikke kan bryde ud igen i vor globaliserede tid. Men først nogle ord om beretningens absolutte hovedperson: Hallgrimur Pétursson (fremover kaldet H.P.). Han blev født 1614 i det nordlige Island, voksede op i stiftsbyen Hólar, hvor hans far fungerede som ringer ved kirken. Drengen kom i Katedralskolen og blev undervist af en nær slægtning, Brynjólfur Sveinsson, men en dag lod han skole være skole og stak til søs for senere at gå i land igen og søge plads som lærling hos en københavnsk grovsmed. Igen møder han sin gode ven, Brynjólfur, der nu er lærer ved Katedralskolen i København. Kontrakten med smeden ophæves, og H.P. er igen på skolebænken. Han klarer sig godt, men får aldrig taget en studentereksamen. Sørøvere angriber Lad Brynjólfur fylde ham med visdom, mens vi går i gang med beretningen om den forfærdende begivenhed på sydkysten af Island i året 1628: Sørøvere i Algier havde gennem flere år kapret europæiske handelsskibe i Middelhavet og i havene vest for Europa, tilfangetaget skibenes besætninger og tvunget dem til at føre skibene til algerisk havn, hvor skib, varer og søfolk blev solgt på store markeder. Fyrster og skibsredere havde prøvet at beskytte deres værdier ved at armere skibene med kanoner, nogle hyrede tilmed krigsskibe til at beskytte skib, last og mennesker, men udgifterne blev for høje, så man indgik aftaler med sørøverne om – for store summer – at holde fingrene fra koffardiskibene. (Garanti for helt at kunne modstå fristelsen for at nappe et handelsskib nu og da, fik dog ingen). I ovennævnte år, 1628, var en korsar stået ud fra Algier, havde krydset Biscayen, holdt kurs nordover Atlanten, vesten om Irland, for en mørk efterårs nat at angribe landsbyen Hvalsnes med ild og våben. Angrebet kom uventet, og al modstand var forgæves. Jon Thorsteinsson, præst og salmedigter satte sig modigt til modværge, men blev dræbt med eet hug af en krumsabel. En anden præst nåede at slippe uskadt op i bjergene. Angriberne tog sig tid til at voldtage et antal kvinder og drev så resten af byens 460-500 indbyggere ned på stranden og sejlede dem ud til sørøverskibet, mænd, kvinder og børn. Som afslutning satte man ild til samtlige huse og sejlede bort. Længe kunne fangerne se den brændende by, hvorfra skyer af gnister rejste sig i den mørke himmel, når et stråtag skred sammen. I Algier solgtes alle fangerne på markedet – en enkelt løslod man dog og sendte ham til Danmark for at opfordre Kongen til at fremsende en nærmere angivet løsesum, for hvilken fangerne ville blive løsladt. Desværre havde Kongen netop haft meget store udgifter i en just afsluttet krig, så han pålagde alle skatteydere i Norge og Danmark at erlægge en ekstra skat med det formål at løskøbe de ulykkelige islændinge. Pengene kom ind og fremsendtes med et orlogsfartøj og embedsmænd til opsporing af fanger, der havde bevaret den kristne tro, og til frasortering af alle, der måtte være konverteret til Islam. Opgaven viste et rystende resultat. Af de 460-500 fanger havde kun 37 overlevet. Samtlige børn var døde. En af kvinderne må nævnes specielt: Gudrídur Símonardóttir, en 38-årig kvinde fra Vestmannøerne, hvis mand var flygtet, men angiveligt død under flugten. Hun havde tillige mistet sit eneste barn i fangenskabet. Men stolt og myndigt havde hun klaret sig – også psykisk og var måske derfor lidet afholdt af sine medfanger. Man havde beskyldt hende for 'at være gået over til Tyrken', og havde givet hende øgenavnet Tyrkergudda, men anklagerne var falske, så også hun blev løskøbt. Forelskelse Efter modtagelsen af de 37 overlevende blev H.P. sat til at undervise dem i 'Den rene Lutherske Lære' og til at opfriske deres islandske sprog. Alle måtte de blive i Danmark indtil 'Forårsskibet' kunne returnere til Island. H.P. har på dette tidspunkt næppe været mere end 25 år gammel, og nu sker så det 'uheldige', at H.P. og Gudrídur bliver forelsket – og Gudrídur bliver gravid. Konsekvensen for en tjenestemand ville være afskedigelse, som for tid og evighed ville hindre H.P. i at få noget embede. Han opsiger derfor sin stilling som lærer (Gudrídur kan skjule sin tilstand nogle få måneder endnu). De vender hjem til Island, hvor han tjener lidt som daglejer, men begge lever i dybeste armod. Storbønderne foragter parret. Graviditeten er nu tydelig for enhver. De fattige anser dem for 'studerede' og omgås dem ikke privat. H.P. begynder at digte salmer og skriver viser, hvilket hjælper på den anstrengte økonomi. Tilbage i Island I 1644 bliver hans gamle og hjælpsomme ven, Brynjólfur Sveinsson, biskop i Skálholt. Han tager H.P. til nåde og ordinerer ham til præst i Hvalsnes, et gennem lang tid ubesat embede, men H.P. må låne tøj til rejsen, og biskoppen nødes til at forære ham en præstekjole og en hest. Han genvinder sit selvværd og samler snart fulde huse, da han viser sig at være en fremragende prædikant, som den jævne tilhører forstår og føler sig hjulpet af. I Hvalsnes rammes parret igen hårdt. Deres elskede 3½ år gamle datter, Steinunn, dør. Han digter en salme til begravelsen 'Nu ledet er min lille' (DDS 532), og salmen efterfølges af flere salmer for til sidst at ende i hans storværk: Passionssalmerne, 50 i alt. Også i vore dage en levende del af islandsk kirkeliv. 1650 får han embede i Saurbær ved Hvalfjorden nordvest for Reykjavik. Økonomien bedres mærkbart, parret modtages i hjemmene og mødes med respekt og hengivenhed i sognet. Her lægger han pludselig gendigtninger af bøgerne i Det Gamle Testamente til side og gør Passionssalmerne færdige (1659). De udkommer i 1666 og er indtil i dag trykt i 80 oplag. I 1662 var præstegården brændt. Dyr og mennesker blev reddet, og ingen kom til skade, men familiens personlige ejendele gik alle tabt. Rammes af spedalskhed Få år senere begynder H.P. at føle sig syg. Han trættes selv af let arbejde og mangler sin digteriske inspiration. Hans øjne er betændte. Synet går tabt. Der opstår knuder og sår i huden, lammelser i ansigt, arme og ben, alt tegn på den sygdom, der hjemsøgte middelalderens lande og navnlig ramte fattige eller omfarende svende og brød ud efter flere års tavshed. H.P. forstår, at han var blevet smittet med spedalskhed. Han kunne have fået den i Island eller i samlivet med Gudrídur, der jo havde opholdt sig 7 år i et land med mange spedalske. Han opgiver at være præst og opgiver at digte salmer. Parret flytter over til deres søn på nabogården, hvor han dør blind og invalideret den 27. oktober 1674 blot 60 år gammel. Kilder: Bjørn Sigurbjørnssons oversættelse af Passionssalmerne (1942).