Intet sted at gå hen Spedalsk.dk

Intet sted at gå hen
[55]

Som de fleste unge mænd i den alder kan Paneer lide at dyrke sport, særlig kricket. Faktisk er det hans hemmelige drøm at komme på landsholdet. Og det, selvom der blev vendt op og ned på hele hans særprægede liv. Han blev født i 1979, og da han var fem år gammel, blev han forældreløs. Hans tante tog sig af ham, og han boede sammen med hende i en landsby i nærheden af Pondicherry i Tamil Nadu i Sydindien. To år senere ramte endnu en tragedie ham. Der blev opdaget en plet på Paneer’s hud. Det var spedalskhed. I løbet af bare to år havde barnet mistet begge forældre og havde fået den frygtelige sygdom spedalskhed. Hvilken fremtid var mulig for ham nu? Der var en mand i landsbyen, som også var spedalsk, og da han næste gang skulle til behandling på sygehuset i Pondicherry, tog han Paneer med sig. En romersk-katolsk nonne så ham på sygehuset, og i februar 1988 fik hun ham indlagt på TLM’s sygehus i Vadathorasalur. Paneer blev indlagt til behandling og samtidig indskrevet i skolen. I fire år boede Paneer i Vadathorasalur og det blev efterhånden hans hjem. Han tabte kontakten med sin tante og landsbyen, og han kunne næppe mere huske sine forældre og sit liv bortset fra skolen og hospitalet. I 1992, da Paneer var elleve, blev skolen lukket. En efter en blev børnene hentet af deres forældre og bragt hjem. Men der var ingen, der kom efter Paneer. Han havde ingen forældre. Han havde ingen, der kunne komme og tage ham med hjem, han havde ingen steder at gå hen. Til sidst var alle børnene hentet hjem. Kun Paneer var tilbage. Han vidste hverken, hvad han skulle gøre eller hvor han skulle gå hen. Han sad ved indgangen til skolen og begyndte at græde. Det var der forstanderen for TLM’s håndværksskole fandt ham nogle timer senere, da han tilfældigvis kom forbi. Han spurgte drengen, hvad der var i vejen, og Paneer fortalte ham det. Forstanderen fik medlidenhed med drengen og sagde: ”Jeg kender et sted, hvor du kan gå hen. Jeg vil passe på dig.” Så Paneer kom til at bo på håndværksskolens kostafdeling og kom til at gå i den lokale skole. Lidt efter lidt blev det hans hjem og familie. Da Dr. Robins Theodore i 1998 begyndte som overlæge på hospitalet i Vadathorasalur engagerede hans kone, Radha Robins, sig i ”Catch them Young”-programmet. CTY-programmet er et særligt projekt, der støtter børn med spedalskhed eller som kommer fra familier med spedalskhed. Projektet hjælper dem med at fortsætte i skole og med deres videre uddannelse. Fru Robins opdagede Paneer’s gode evner, så da han gik i skolens 12. klasse, blev han tilmeldt CTY-programmet. Dr. Robins og hans kone optog Paneer i deres familie, og nu har han sit eget værelse i deres hjem. Da Paneer var færdig med skolen, studerede han på den nærliggende handelshøjskole, fik sin BCD og er skrap nok til at kunne fortsætte studierne inden for finansvidenskab i de næste 2 år. Det koster 50.000 rupier om året iberegnet indkvartering på studenterkollegiet. Paneer bekræfter villigt, at ”Spedalskhedsmissionen har forbedret mit liv. Uden dem ville mit liv være brudt sammen. Jeg havde ingen kraft, ingen støtte. TLM har hjulpet mig så meget, og derfor ønsker jeg at hjælpe TLM.”