Integration i Sikonge Spedalsk.dk

Integration i Sikonge
[59]

I spedalskhedsarbejdet står begrebet også centralt, og det har det gjort i adskillige år. I denne sammenhæng menes der integration af spedalskhedsarbejdet i det almindelige sundhedsarbejde. Sidst i 1970’erne traf Tanzania’s regering den beslutning, at alle særlige institutioner for spedalske, kaldet leprosarier, skulle nedlægges. De mange beboere skulle tilbage i samfundet, og for fremtiden skulle de spedalske behandles og indlægges på de almindelige sygehuse og afdelinger. Det var en god og rigtig beslutning, og her i Sikonge blev langt de fleste af de 5-800 beboere udskrevet, og de fleste af bygningerne overgik til andet brug eller blev revet ned. Af en eller anden grund vedblev sygeafdelingen dog at fungere, og det som en afdeling udelukkende for spedalske, ligesom (tidligere) spedalske med almindelige sygdomme vedblev at blive indlagt der og ikke på det almindelige Sikonge Hospital en kvart gang rundt om bakken. Sådan blev det ved at være, og sådan var det, da Lisbeth og jeg kom til Sikonge for 4 år siden. Ændring på vej Men det var en rigtig dårlig ide at fortsætte på den måde. Bortset fra at det var imod sundhedsvæsnets politik og ude af trit med udviklingen, bidrog det til at vedligeholde den sociale stigmatisering og diskrimination af patienter med spedalskhed, og endelig var der forskel i behandlingen på leprosariet og hospitalet, ikke mindst for de indlagte patienter; eksempelvis er der på hospitalet i hvert fald een uddannet sygeplejerske og en clinical officer (en ”halv læge”) døgnet rundt, hvor der på leprosariet oftest blot er en sygehjælper. De (tidligere) spedalske med synlige deformiteter eller handicap brød sig dog ikke om at komme på hospitalet, idet de følte skam og desuden mente sig udsat for diskrimination fra medarbejdere og andre patienter. Noget af dette var reelt nok, andet ikke, og meget bundede naturligvis i fordomme og uvidenhed. Jeg blev da noget forundret, da jeg en gang i begyndelsen opdagede, at hvis patienter fra leprosariet blev kørt op til hospitalet for at blive opereret og derefter skulle overnatte på den postoperative afdeling, fordi de havde været i fuld bedøvelse, skulle leprosariet sende lagner med, for at afdelingens egne lagner ikke skulle komme i kontakt med de spedalske!! Det blev dog ændret, da jeg havde holdt min første undervisningstime for alle hospitalets medarbejdere. Der kunne også være andre grunde for de spedalske til at foretrække gældende ordning og henvende sig på leprosariet, hvis de for eksempel havde hoste eller ondt i maven. Således er undersøgelse, medicin og indlæggelse gratis på leprosariet, mens der almindeligvis skal betales på hospitalet. Man får gratis mad tre gange om dagen, mens man selv skal sørge for mad på hospitalet, og sidstnævnte sted skal man have en hjælper med, hvis man bliver indlagt. Det var fra starten en del af min arbejdsbeskrivelse at fremme integration, og jeg vidste jo fra Bhutan, at det kunne lade sig gøre. Hvor der er vilje, er der en vej; det ordsprog findes også på swahili. Der var naturligvis megen skepsis og en del (skjult) modstand blandt medarbejdere og dele af ledelsen, men heldigvis var både regeringens distriktslæge og distriktets koordinator af spedalskheds-kontrolarbejdet positive. Gennem stille men vedholdende lobbyvirksomhed i form af samtaler, undervisning og møder, lykkedes det efterhånden at få forståelse samt det formelle grundlag i orden for første fase af integrationen, og derefter kom turen til møder med de mange handicappede spedalske i to nærliggende små samfund samt deres lokale ledere/myndigheder. Sidstnævnte fik blandt andet til opgave at udarbejde liste over dem, der fortsat skulle behandles gratis; i forvejen er det jo sådan på hospitalet, at fattige mennesker kan fritages for at betale. Ny ordning Fra 1. september 2005 trådte den ny ordning så i kraft med delvis integration. På leprosariet behandler og indlægger vi fortsat spedalske, men kun når den aktuelle sygdom er direkte relateret til spedalskheden, som for eksempel sår eller de såkaldte reaktioner. For andre lidelser, som for eksempel feber (det vil herude oftest sige malaria) eller diarre, skal man henvende sig direkte på hospitalet. Bliver en af de spedalske indlagt, er det i princippet familiens opgave at sørge for mad og en hjælper, som det gælder for alle andre patienter. Har man imidlertid ingen pårørende, der kan eller vil træde til, får man mad bragt gratis fra leprosariets køkken, og er det nødvendigt med en hjælper, får man en. Der er udarbejdet en lille liste med folk lige i nærheden, selv tidligere spedalske, der med kort varsel kan træde til mod et vederlag (som indtil videre betales fra en af cigarkasserne med penge til sådan noget). Foreløbig er det, så vidt jeg kan skønne, gået rimeligt, men der er naturligvis planlagt en evaluering. Næste fase i integrationen bliver så at udnytte de ledige senge på leprosariet til ikke-spedalske, for eksempel patienter der har brug for genoptræning eller anden fysioterapi, hvor der ikke er behov for nogen videre sygepleje, og det er nyligt godkendt af hospitalets management komite.