Vinder af Wellesley Bailey prisen i 2009

Parwati's liv har været hårdt. Tidligt om morgenen samlede hun brænde, passede kvæg og hentede vand. Hun kæmpede hver dag for at slæbe store bunker brænde, og ingen var i stand til at hjælpe hende med at få det hjem. Hun var kun 10 år gammel. Tidligere havde hun haft sin mor og far til at passe på huset og sørge for mad, men nu boede hun i et tomt hus. Hendes far havde forladt dem for at gifte sig med en anden kvinde, og hendes mor var taget ud for at finde ham.

En af grundene til at han havde forladt dem, var at moderen havde spedalskhed. Da Parwati kun var 9 år gammel blev også hun diagnosticeret med spedalskhed. Hendes mor tog hende med til et privat hospital, men de kunne ikke give Parwati den rigtige behandling. Da de endelig kom til et spedalskheds hospital, havde sygdommen allerede svækket hendes lemmer.

Mistede venner

Den medicin Parwati fik, bivirkede affarvede pletter og plamager på hendes hud, så det var synligt for enhver at hun var spedalsk. Hendes venner havde ikke længere lyst til at være sammen med hende, side ved siden af hende i skolen og folk begyndte at undgå hende på gaden.

De pligter hun blev nød til at udføre efter at hendes mor forlod hende, skadede hendes fødder. Hun tilbragte en del tid på spedalskheds hospitalet, hvor hun modtog behandling, men det betød også at hun havde svært ved at følge med i skolen. Da hospitalet blev klar over Parwatis hjemme situation, tilbød de at hun kunne bo på Green Pastures Hospital, der bliver styret af International Nepal Fellowship i Pokhara

En ny begyndelse

På Green Pastures, begyndte Parwatis liv a forbedres. Hun lærte hvordan hun skulle tage vare på sine hænder og fødder, og forbygge udviklingen af sår. Med støtte fra en ældre søster kunne hun færdiggøre sin skole.

I 1996 blev Parwati støttet af en lokal NGO til at tage en uddannelse som sygeplejerske. Efter hun havde fuldført kurset og tjent 18 måneder som frivillig, blev hun tilbudt et job på Green Pastures Hospital, hvor hun også arbejder i dag. Parwati studerede samtidig til at tage en Master i sociologi.

På mange måder er det forvandlende nok, set i lyset af Parwatis barndom. Men her stopper Parwati ikke.

I position som leder.

Parwati var med til at starte IDEA Nepal, en international menneskerettigheds organisation der advokere på vegne af mennesker der er påvirket af spedalskhed. Hun er i øjeblikket vice-præsident, en af de få kvindelige ledere i organisationen.

Hendes erfaringer har efterladt hende med et stærkt ønske om at hjælpe mennesker der er påvirket af spedalskhed, og særligt for at tale kvinders rettigheder. I Nepal er det ikke mange piger der  får en uddannelse, og kvinder har ikke de samme rettigheder som men. Det kan være svært for dem at tage deres egne valg. Parwati har hjerte for at se kvinder med større mod og værdighed, og med vished om egne rettigheder.

Arbejder for kvinder

I 2006 var Parwati en af hovedarrangørerne bag IDEA Nepals første nationale kvinderettigheds workshop, og har deltaget i opfølgende workshops over de sidste 2 år. Med sin indflydelsesrige position, hjælper Parwati med at udvikle uddannelse, stipendium skemaer og indkomst forøgende programmer, og fremmer programmer for selvhjælp og rettigheder, sådan at folk er klar over deres rettigheder.

Mediedækningen af disse workshops har givet folk som Parwati en mulighed for at blive interviewet på radio og tale mod alle de misforståelse der er omkring spedalskhed.

Et passioneret hjerte

Hendes hjerte for disse sager viser sig i hendes karriere og igennem hendes lederposition på en meget praktisk og personlig måde – hun har endda taget en ung pige til sig fra Green Pastures, som er diagnosticeret med spedalskhed. Hun har boet hos Parwati i 4 år nu, og har modtaget et stipendium takket være IDEA Japan.

Anwei Law, international koordinator for IDEA, konkludere: ”Parwati er en inspiration for alle unge kvinder påvirket af spedalskhed, at de også kan nå deres drømme.”

Det skriver leprosymission.org.uk

Forfatter ukendt.