Ikke mere hvad en tiger kan æde Spedalsk.dk

Ikke mere hvad en tiger kan æde
[12]

Spedalskheden er ikke udryddet endnu, men der sker fremskridt. I hvert fald så vidt man kan stole på statistikkerne. Og det skal man som bekendt gøre med varsomhed. Gennem de senere år er antallet af nye registrerede tilfælde af spedalskhed i DBLM (Danish Bangladesh Leprosy Mission) - vort store spedalskhedskontrolprojekt i Bangladesh – dalet jævnt fra 2.471 i 1999 til 1.417 i 2003. Det i sig selv er jo meget glædeligt. Hvis det betyder at der ikke i området findes flere end de registrerede tilfælde, så har alle god grund til glæde. Der er imidlertid et andet statistisk resultat, der får de gule advarselslamper til at lyse: forholdet mellem antal mænd og kvinder blandt de nye registrerede. Det har i mange år været sådan, at der – af ikke helt kortlagte årsager - blev registreret lidt flere mænd end kvinder, men forskellen er større nu end tidligere. Specialisterne frygter, at det betyder, at der er flere kvinder nu end tidligere, der gemmer sig hjemme i stedet for at komme til klinikken ved mistanke om at et symptom måske kan være spedalskhed. Forskellen mellem det tidligere kontrolarbejde, og det, der foregår i store dele af DBLM nu, er det der kaldes integration, og som betyder, at spedalskhedskontrolarbejdet skal overdrages til regeringens sundhedsklinikker rundt i de forskellige ’kommuner’. Integration skal efter aftale mellem Bangladesh’s regering og DBLM/Spedalskhedsmissionen i Bangladesh ske, når der er mindre end 1 spedalsk per 10.000 indbyggere i det pågældende område. Integration betyder for DBLM at medarbejdere skal fungere som konsulenter for regeringsansatte. Det betyder også at der ikke længere gennemføres masseundersøgelser i de integrerede områder. Integration er en meget vanskelig proces, for alle parter. Selvom mange af de regeringsansatte har været på specialkurser på DBLMs træningscenter, er de alligevel ofte er meget beklemt ved at skulle arbejde med spedalske. DBLM medarbejderne føler ansvaret, men skal lære den mere tilbageholdende rolle. Imidlertid er integration helt nødvendig for det langsigtede, bæredygtige resultat, at landets egne sundhedsmedarbejdere kan tage vare om landets sundhedsproblemer. Nogle af det allermest opløftende ved besøg i DBLM, er de mirakler, der sker med tidligere udskudte og ’værdiløse’ skabninger, der gennem medlemskab af opsparingsgrupper og andre ’andels’-foretagender oplever, at de bliver respekteret, de får menneskerettigheder, som de ikke vidste at alle mennesker har! De oplever at blive værdsat som fuldgyldige medlemmer af deres samfund! Der sad en slemt forkrøblet spedalsk under et træ og tiggede. Det havde han gjort i mange år. Folk passerede i en stor bue udenom ham og smed småskillinger til ham. Ingen regnede ham for noget som helst, ikke noget godt i hvert fald. En dag kom Samsujjoha forbi. Samsujjoha har siden oprettelsen været medarbejder og efterhånden leder af rehabiliteringsafdelingen i DBLM. Han er lige ved at skulle pensioneres, men er stadig aktiv. Samsujjoha spurgte tiggeren om, hvad han kunne tænke sig at lave, hvis han kunne få en lille smule hjælp til et eller andet, der kunne bevirke at han ikke skulle tigge længere. Efter grundig overvejelse sagde manden, at han gerne fortsat ville sidde under sit træ, men meget gerne ville have et lille lån så han kunne lave en cykelparkeringsplads under træet. Han kom ind i en opsparingsgruppe og fik et lille lån. I gruppen lærer man også noget om demokrati og menneskerettigheder, og gruppemedlemmerne har som særligt ansvar at se efter tidlige symptomer på spedalskhed og at sørge for at pågældende kommer til undersøgelse på klinikken. Ved hjælp at en flok lange bambusstænger fik han lavet en cykelparkering, hvor 200 cykler kan stå opmarcheret. Det er nemlig lige ved markedspladsen, og 2 gange om ugen er der marked, så nu kan han mod at folk betaler ham 2 taka passe på op til 200 cykler Det går strygende for cykelparkeringspladsholderen. Han har for længst tilbagebetalt lånet, og betragtes nu som nyttig og respekteret medborger der på stedet. Samsujjoha ville gerne vide lidt om Danmark. Hvor mange mennesker bor der? Og da han hørte om de godt 5 mio danskere, røg det ud af ham: ”Der er jo ikke mere end en tiger kan æde!” Det grinte vil lidt af. Men senere på min Bangladesh rejse besøgte jeg nogle slumkvarterer i Dhaka. Det er forfærdeligt at se, hvad mennesker må klare sig med. Det område jeg besøgte, var bygget på lange bambusstænger, så hele området lå omkring 2 meter over jordoverfladen. Det efterlader jordoverfladen under hytterne som affaldsplads for skrald, latrin osv og lugten er ubeskrivelig. Vigtigt ikke at tabe noget der. Stierne mellem hytterne er bambusstænger på langs og på tværs. De kan sagtens bære de små bangalere, der bor der. Men da jeg skulle besøge en familie inde midt i bebyggelsen, så lød der høje råb fra børnene. De kaldte simpelthen på alle, for at de skulle komme og se noget meget mærkeligt. Et så stort menneske havde måske aldrig været der, og det var også med noget forsigtighed og uden pludselige bevægelser, jeg bevægede mig fremad derinde. Mine ledsagere havde et godt greb om min ene arm – de var nok også usikre på, om bambussen kunne bære!! Det hjalp nu heller ikke på trygheden at mange stimlede sammen omkring dette cirkusnummer. Efter et kort møde uden for den mindste lille nærbutik man kan tænke sig, så trak jeg mig ”let og elefant” tilbage til fast grund. Som en klovn i cirkus. Men det er jo ramme alvor at bo et sådant sted. Og det skønnes at omkring 5 mio mennesker lever på den måde i Dhaka’s forskellige slumområder. Tigeren vil ikke nok blive mæt af dem, hvis den kan klare en kornfed dansk befolkning.