Hvordan starter vi en sygehjælperskole, søster? Spedalsk.dk

Hvordan starter vi en sygehjælperskole, søster?
[22]

I løbet af tre timer fik vi de forskellige ting drøftet igennem, og inden der var gået tre måneder, var skolen en realitet med accept fra regeringen. Vi fulgte naturligvis direktiverne herfra med hensyn til undervisningsplan, så de unge kunne blive ansat hvor som helst i Tanzania bagefter. Vi havde fra starten 2 anatomibøger, få kladdehefter, en tavle, nogle stykker kridt og en tom bygning ved siden af børnehaven. Resurserne var få, men vi var enige om, at dette ikke skulle afholde os fra at begynde undervisningen, det var bare om at komme i gang. Flere og flere spedalske patienter var blevet udskrevet, så det var en tilfredsstillelse at kunne bruge den store solide bygning til så godt et formål. De fire sygeplejersker var alle parate til at blive frivillige lærere, og en af dem sagde ja til at blive skoleleder. Jeg skulle jo rejse hjem på et tidspunkt og sagde nej på forespørgsel herom, men jeg var parat til at undervise i engelsk. Efterhånden fik vi flere bøger og mere skrivemateriale. Meget af det blev sendt fra Østtyskland, da de forskellige menigheder og organisationer lidt efter lidt blev klare over, at vi havde startet en skole for sygehjælpere. Skolen åbner Den 2. juli 1980 blev skolen åbnet med 25 elever, og det blev en virkelig festdag. Både kirke og regering var repræsenteret. Et af partimedlemmerne talte først (kristen): "Arbejdet i et hospital er vanskeligt, det er vigtigt med en uddannelse, I unge er heldige, at I kan få den her." Den lokale præst: "Det er første gang, jeg skal tale ved åbning af en skole, jeg er glad for, at den ligger her i sognet og har en kristen baggrund, l har valgt at arbejde med mennesker. Gud har skabt jer, tjen ham med glæde. Et menneske kan vælge at arbejde for sin egen skyld eller for andres skyld. I skal tage jer sammen og prøve at få en eksamen." En leder i partiet (muslim): "Jeg takker for, at kirken har taget sig af denne sag. I er heldige at få sådan en chance. Det er bedre at få uddannelse, hvor I bor end tage andre steder hen. I vil ikke kunne sige, at jeres hjem ikke passer til jer." Formanden for partiet (muslim): "Med Guds hjælp kan vi begynde skolen, vi har frihed til at tale, som vi vil, og vi takker vores ledere. En stor ting er respekt, den der viser respekt, bliver selv respekteret. Hvis l ikke lever op til jeres ansvar, bliver der ingen fremskridt. Denne skoles fundament er Gud, som giver mennesket liv, vi er ikke planter og dyr. Skolen er vigtig, den har betydning hver dag, og vi bruger dens muligheder til gavn for mennesker. Nu skal I ikke have for stort et hastværk med at komme frem. Vi takker Gud for denne mulighed for at behandle og tjene mennesker, mennesker føder mennesker. Disciplin er vigtigt, l skal respektere lærerne. Hvis l ikke tager jer sammen, er det jer selv, det går ud over. Gud velsigne jer." l juli 1981 havde vi det første hold sygehjælpere færdige, 19 elever bestod af 25. Al undervisning foregik på engelsk ligesom eksamen. Skolen virkede i 20 år Skolen tog hvert år et nyt hold elever ind og fungerede i over 20 år, nu er den lukket, da man ønskede at få en sygeplejeskole. 4-500 unge har i de år, skolen fungerede, fået en sygehjælperuddannelse i Sikonge, og de fik dermed større muligheder for at komme videre. Jeg underviste i 5 år på skolen, hvilket lige fra begyndelsen var en dejlig opgave. De unge kom fra mange forskellige områder i Tanzania og bragte altid et frisk pust til Sikonge. Når de kom, kunne de fleste knap nok sige en sætning på engelsk, og når der var gået et år, kunne næsten alle klare en ret vanskelig eksamen i anatomi, sundhedslære, epidemiske sygdomme, farmakologi, ernæringslære, sygepleje - alt sammen på engelsk. Jeg eksperimenterede med forskellige undervisningsmetoder for at finde den bedste form. Det hele skulle være så nær hverdagen som muligt og lægge op til, at alle deltog. Hver dag begyndte vi med at synge en sang på engelsk, og efter en tid skiftedes eleverne til at dirigere. Da de er meget musikalske og elsker at synge og bevæge sig, forsvandt genertheden lidt efter lidt over at stå, så alle kunne se en. De vænnede sig til at stå foran kammeraterne, og nu var der kun et par skridt til tavlen, og pludselig vovede de også at skrive på den, når der skulle undervises. Det skete jævnligt, at en af dem blev valgt til at undervise de andre, og ofte lavede de optrin på engelsk, hvor alle morede sig hjerteligt. Jeg har selv lært meget om livet i landsbyerne og ude omkring ved at se på optrinene, som alle foregik i klasseværelset. F.eks. tog de i fantasien på udflugt til en dyrepark eller til Dår es Salaam, eller de modtog udenlandske turister og skulle fortælle dem om Tanzania på engelsk. Vi fik samtidigt sat aktuelle spørgsmål ind i situationerne. Vi lavede udvekslingsprogrammer, f. eks. skulle skolen i Sikonge besøge universitetet i Dår es Salaam, havnen, biblioteket eller nationalbanken, og vi valgte en elev til journalist, der skulle skrive om besøget til avisen. Der kom også i fantasien studenter fra Dår es Salaam, der skulle studere landbrug og vandforhold i Sikonge. Diskussioner Der var diskussioner om, hvad der var bedst - at bo på landet eller i byen. Der blev talt om ungdomsproblemer, og vi måtte have en "psykiater" sat på, da der var enorme problemer. En af eleverne var virkelig god til at rådgive dem, der havde problemer. De skulle selvfølgelig foregive, at de talte på andres vegne, men jeg fandt ud af, at det ofte var deres egne problemer, der kom frem på denne måde. I ca. en uge havde vi emnet "bryllup". Det var meget fornøjeligt og lærerigt. Først talte brudgommens forældre med hinanden. Faderen: "Nu er vores søn blevet voksen, han skal have en kone, så de begge kan hjælpe os med mange ting". Moderen og sønnen syntes det samme. Faderen bad sønnen om at gå ud og finde sin bedste ven, så de sammen kunne gå hen til pigen, som var på tale. Da de kom til pigens hjem, fik de hver en stol og vidste så, at de var velkomne. Nu gik pigen ud for at finde sin bedste veninde, mens de to gæster kunne tale med forældrene. Da pigen og veninden kom tilbage, talte de med de to, og de blev enige om, at der skulle være bryllup. Brudens far kom for at spørge om, hvor meget der kunne gives i brudepris, og man blev enige om 8000 Shs. og 10 køer. De to gæster kunne nu gå igen. Faderen bad sønnen om at opføre sig ordentligt, han skulle være høflig og ikke lave problemer. Pigens tante opfordrede familien til at observere brudgommens manerer og hans karaktertræk. Nu skulle de to til præsten, da det blev understreget, at de ikke var hedninger. Da opdagede brudgommen, at hans tilkommende havde et muslimsk navn, så de skulle først have kirkelig undervisning, før de kunne komme videre. Det blev til bryllup, og der blev holdt tre taler, inden brudgommen fik ordet for at sige tak, han vidste, at alt, hvad der blev sagt den dag, havde betydning, så han lyttede til ordene og ville følge de gode råd. l engelsktimen hørte vi også om heksedoktoren og medicinmanden i optrinene og om, hvordan man kan komme af med den, som volder for store problemer, det gør man ved at forgifte drikkevandet! Der blev også undervist i engelsk på den klassiske måde, men det, der hjalp eleverne bedst og hurtigst, var dramaturgien. Det var så naturligt for de unge at spille teater. Hvert år fik vi gode rapporter fra flere af dem, som begyndte i sygehjælperskolen ved spedalskhedshospitalet i Sikonge og nu havde fået en stilling eller havde fået mulighed for at læse på en sygeplejeskole et andet sted i Tanzania.