Halfani's historie Spedalsk.dk

Halfani's historie
[84]

"Jeg blev født i Mazinge, men min far døde ikke så lang tid efter. Så flyttede jeg med min mor og mine søskende til nabolandsbyen Kanoge, hvor min mor blev gift med Kuzenza (Kanoge’s berygtede leder, der ligesom de fleste andre på stedet var tidligere spedalsk). Det varede dog kun et par år, så fl yttede de fra hinanden. Først gik jeg i den børnehaveklasse i Kanoge, der var oprettet for længe siden af missionærerne, og bagefter begyndte jeg i grundskolen i Sikonge. Da jeg var i 3. klasse, opdagede min storebror, at jeg havde en kæmpestor lys plet på min ene underarm, og han fortalte det til min mor, der tog mig ned på spedalskhedshospitalet. Her fik jeg at vide, at jeg havde spedalskhed, og jeg begyndte på medicinen. Efter nogen tid begyndte det at prikke i min højre hånd, og der var ligesom noget, der trak sig sammen inden i den. Jeg begyndte at tabe pennen, når jeg skulle skrive længe i klassen, og min hånd rystede. Der var ikke nogen af mine skolekammerater, der vidste, at jeg var spedalsk; de troede at jeg var faldet og havde beskadiget min hånd. Inden jeg var færdig med de 6 måneders medicin, holdt jeg op i skolen. Det var fordi jeg ikke havde skoleuniform eller sko." Den almindelige medicinske behandling af en patient med spedalskhed (MDT) varetages af distriktets koordinator for tuberkulose og spedalskhed, der er ansat af regeringen og har sit kontor på spedalskhedshospitalet. Det var først, da Halfani’s mor en dag under vores ugentlige besøg i Kanoge viste mig sin søn og især hans hånd, at jeg blev klar over, at der overhovedet havde været en børnepatient så tæt på. Det var i januar 2006, 3 måneder efter at han havde afsluttet sin behandling. Halfani blev indlagt, så vi kunne give ham Prednisolon, et kortison præparat, der ofte kan forbedre nervefunktionen, hvis behandlingen påbegyndes, inden der er gået 6 måneder fra starten af symptomerne. Hvis der, som i dette tilfælde, allerede er svind af musklerne, er chancen dog meget mindre. Prednisolon skal man have i mange uger, så jeg tænkte, at han kunne holde sine skolekundskaber vedlige og eventuelt forbedre dem. Det var han helt med på. Men da vi havde købt et par skolebøger til 4. klasse, viste det sig, at han ikke kunne læse så meget som et ord! Det må jeg have glemt, sagde han. Så måtte vi have fat i bøger til 1. klasse, og en medpatient begyndte at undervise i bogstaver og tal. Desværre hjalp Prednisoloen ikke. Højre hånd var stadig uden følesans, og hånden var delvis lammet, krummet i den såkaldte klohånd. "I april fulgte min bror mig på den lange rejse op til Kolandoto hospital. Det gik derefter fint at være alene. De var flinke, og ved en operation flyttede de rundt på nogle sener i min hånd. Så kom jeg i gips, og senere hen gjorde jeg øvelser i fysioterapien i mange uger, så jeg kunne lære at bruge hånden igen. Da jeg kom tilbage hertil, begyndte jeg i skolen på ny, da skoleåret startede her i januar. De ville ikke gå med til at sætte mig i første klasse, fordi jeg var for stor, så jeg kom i 4. klasse og efter lidt tid kom jeg i 3., hvor jeg er nu. Jeg kan holde på min pen igen, og mine kammerater hjælper mig med at læse." Alle børn af spedalske i Kanoge fra 1. til 5. klasse får skoleuniform fra penge, vi har til sådan noget, og som tidligere patient har Halfani også fået sorte skolesko som en ekstra bonus. Ved den sidste samtale her i maj var læsekunsten tydeligvis ikke mestret endnu. - Se det var så historien om Halfani. De eventyrlige øjenvipper har han endnu, men hånden er der ikke mange, der lægger mærke til mere. Om han får lært at læse, ja det er jo nu en anden historie, og den må I have til gode!