Håbet om at vende tilbage Spedalsk.dk

Håbet om at vende tilbage
[20]

Mwajuma Said: I skyggen foran en af stuerne på leprosariet i Sikonge sidder Mwajuma Said og spiller 'Kalaha' sammen med tre andre kvinder. Trods sine kun 24 år lider hun af spedalskhed og er indlagt på en af de 50 sengepladser, klinikken rummer. Mwajuma kommer fra en lille landsby i nærheden af Sikonge og er vokset op hos sin mor sammen med sine yngre søskende. Faderen døde tidligt, så Mwajuma måtte som den ældste hjælpe til i marken og har derfor ikke fået nogen uddannelse. - Efter jeg er blevet gift, dyrker jeg stadig jorden. Min mand og jeg har en majsmark, men den må han passe alene, mens jeg er her, siger Mwajuma med dæmpet stemme, mens hun genert kigger ned. Hun tog til leprosariet i april 2003, da hun fik de første symptomer på spedalskhed og har siden da været indlagt. Mwajuma har jævnligt besøg af sine søskende og sin mand, men hendes børn skal ikke se hende syg. - Jeg savner mine børn meget, for jeg har ikke set dem i snart et helt år, fortæller hun lavmælt og kigger så for første gang op: - Men min mand siger, at de ikke har glemt mig. Efter den sidste tids behandling er Mwajumas tilstand forbedret betydeligt. Jeg håber, at jeg snart kan komme hjem og arbejde i marken. Jeg har altid dyrket jorden, så jeg føler mig ikke helt frisk, før jeg står mellem majsrækkerne igen, smiler hun svagt. Hussein Moshi: For Hussein Moshi er muligheden for at vende hjem til markarbejdet med fuld førlighed ikke ret stor. Det er anden gang, han er indlagt på leprosariet, og trods sine kun 34 år er han helt afhængig af et par krykker. Hussein er et eksempel på, hvordan stigmatiseringen af de spedalske stadig eksisterer om end i mindre omfang end tidligere. Da jeg fik spedalskhed for 4 år side og kom hertil for at få behandling, forlod min hustru mig uden tøven, for hun ville ikke være gift med en spedalsk, fortæller han fattet. Inden da levede parret i Tabora, hvor de forsorgede deres to børn gennem jordbrug. Både marken og børnene blev imidlertid overladt til Husseins forældre, da hans hustru rejste. Efter 2 års behandling på leprosariet, vendte Hussein hjem, men fik inden længe problemer med sin ene fod og måtte igen indlægges. I mellemtiden er Husseins far blevet svækket af sin alderdom, og han mor må tage vare på børnene og marken alene. - Der er desværre for lang afstand til, at mine børn kan besøge mig, men jeg følger med i deres liv gennem min mors brev, fortæller Hussein i sit karakteristiske rolige toneleje. Han håber at vende hjem om et halvt års tid for igen at kunne forsørge familien. - Min mor kan ikke fortsætte med at passe marken, og på grund af min skadede fod, vil jeg aldrig kunne passe den selv, erkender Hussein og siger så med sikkerhed i stemmen: - Men jeg vil åbne en lille butik i Tabora, så jeg kan sikre mine forældres alderdom og mine børns fremtid trods mit handicap.