Glæde og lykke opnået fra tasker Spedalsk.dk

Glæde og lykke opnået fra tasker
[86]

Sahul opdagede, at han led af spedalskhed i 1976, da han var 20 år gammel. Han gik til en praktiserende læge, som kun ordinerede ham en type behandling (dapsone), som var den eneste foreliggende behandling på det tidspunkt. Nogle år efter opdagede han sår på sine fødder. De havde ødelagt nerverne, hvilket betød, at hans hud var tør og revnet, og dermed let blev inficeret. Han kom til Dayapuram Spedalskhedsmissions Hospital for behandling. Over de følgende år udviklede han misdannelser på sine hænder og fødder på grund af disse sår, som blev ved med at opstå, når han var hjemme og var nødt til at arbejde. Han fortsatte sin behandling ved at vende tilbage til hospitalet, hver gang behandling var nødvendig. Forebyggelse af invaliditet er en af de største udfordringer for patienterne. Den praktiske dagligdag indebærer fare for patienterne ved selv de mindste arbejdsopgaver. Hvis en patient ikke kan føle, når han kommer noget til, er det svært at beskytte sig tilstrækkeligt. Fortsat træning og uddannelse er nødvendigt for at gøre patienterne i stand til altid at være klar over, hvordan man undgår sår og læsioner. Sahul flyttede under sin årelange behandling til Chennai, hvor han arbejdede i et taskeproduktionsfirma, Rexin Bag. Dette job var lærerigt med henblik på hans fremtid, men gav ikke en tilstrækkelig indtjening, hvorfor han var tvunget til at skifte arbejde. I 1987 blev Sahul gift, og han og hans kone har nu 2 børn, en dreng og en pige. De lever sammen med hans mor. Da han stadig fik sår, søgte Sahul yderligere behandling, og fra 1988 til 1991 fik han MDT behandling, som på det tidspunkt var kommet på markedet. Denne behandling kurerede ham. Efter at være vendt tilbage til Sivaganga, startede Sahul sin egen taskefabrikation ud fra de færdigheder, som han havde lært i Chennai. Han syr og sælger plastik-, lærred- og nylontasker og reparerer tasker. I starten var hans indtjening for lille til at forsørge hans familie. Desforuden, på grund af sin spedalskhedsdeformitet, nægtede næsten alle udlejere at lade ham drive sin forretning i deres bygninger, hvorfor Sahul og hans familie flere gange blev tvunget til at flytte. Han overvejede muligheder for at styrke sin forretning, og i 1988 henvendte han sig til Spedalskhedsmissionen i Dayapuram og anmodede om assistance under deres CBR-ordning (smålån). Dette resulterede i, at TLM ydede ham et lån til at udvide sin forretning. Sahul har nu etableret sin butik i en af hovedgaderne i Sivaganga og arbejder med variationer af lærred, nylon og plastikmaterialer, reparerer skoletasker, motorcykelsæder m.m. For tiden går Sahuls forretning rigtig godt. Sahul og hans familie har fundet ny glæde og fred, fordi de endelig har opnået tryghed.