Evangeliets hovedsætning Spedalsk.dk

Evangeliets hovedsætning
[34]

Måske har vi i kirken historisk ind imellem været lidt for hurtige til at komme med svarene, inden vi har hørt, hvad spørgsmålene egentlig var. Men i dag kan problemet også være det modsatte: Det var noget af det, der blev klart i Grosbøll-sagen: den moderne forkyndelse formuleres ofte med så meget uld i mund og så mange bisætninger og forbehold, at pointen bliver væk. Det bliver simpelthen for svært for mange at forstå, hvad det overhovedet er, vi vil have dem til at tro på. Og om vi selv i kirken tror på det, som vi vil have andre til at tro på. Joh 3.16 kaldes ofte ”Den lille Bibel”: Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Det er al kristen forkyndelses hovedsætning. Det er nøglen til bibelen, til kirken, til gudstjenesten, til det hele. Gud elskede. Det er den røde tråd i Bibelen og i al kristen forkyndelse. Hverken Grosbøll eller jeg eller nogen andre kan vide noget sikkert om, hvordan Gud ser ud, hvad himlen er, og hvordan naturvidenskab og kristendom hænger sammen. Men det er alt sammen ligegyldigt i forhold til dette ene udsagn: Gud elskede! Og dermed er vi og den hele verden elskede af Gud. Vi er elskede af en Gud og med en kærlighed, som vi ikke kan erkende eller forstå eller analysere, som er der forud for os og forud for alting. Som vil være der efter os og efter alting, som omslutter alt og gennemtrænger alt. I kraft af den findes og lever vi og alt, hvad vi kender, og hele skaberværket. Uden den er der intet. I kraft af den kan vi selv ånde, tænke, bevæge os, elske, tro og håbe. Den kærligheds væsen og ophav er Gud. Og når vi kan søge Gud, er det fordi den kærlighed har skabt os, fundet os og båret os, længe før vi begyndte at søge. Når bibelhistorien er den vigtigste historie af alle at fortælle, er det, fordi den lægger det som fundament under vores tilværelse, at vi er elskede. Og fordi den udfolder for os, hvor radikalt det former vores livs perspektiv, at vort livs dybeste grundlag ikke er kaos, men kærlighed ud over al forstand. At Gud elskede, er troens påstand, ikke et videnskabeligt udsagn. Præcis som menneskers kærlighed til hinanden bæres af deres tillid til hinanden, ikke af beviser. Afviser man på forhånd eksistensen af en Gud, der er i stand til at elske, er det naturligvis absurd at tale om tro. Men midt mellem afvisning og skråsikkerhedens alt for hurtige svar ligger troen – som ikke udelukker, men inkluderer tvivl, usikkerhed og angst for, om det hele er blændværk. Præcis som menneskers kærlighed gør det. Den eneste tro og den eneste kærlighed, der ikke indeholder tvivl, usikkerhed og angst er Guds. Det er forskellen mellem Gud og os. Kærlighed sætter spor og har tegn. Det er dem, der nærer troen. Guds kærlighed har sat og sætter sig mange spor i verden. Umiddelbart dette, at vi overhovedet er her, at livet er, og vore medmennesker er til, og blomsterne springer ud og fuglene synger. At verden ikke kun er kaos, mørke og fortabelse, men også liv og glæde. Men Guds kærligheds afgørende tegn i verden og til hvert eneste menneske er Kristus. Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det er hovedsætningen.