Erindringsglimt Spedalsk.dk

Erindringsglimt
[8]

Efter 10 års videreuddannelse i Vellore og Karigiri i Indien var vi tilbage i det lille almene hospital i skyggen af Malayas toppe. En dag kommer der bud fra Missionens spedalskhedskoloni, 'vi har nogle patienter, der måske er klar til operation'. Jo, der var flere, bl.a. to unge mænd begge med hængefod. De havde forklaret, hvad det gik ud på, hvorfor og hvordan der skulle skæres, og hvad de kunne vente som resultat. Villige var de, men selvfølgelig lidt spændte. Det var ganske umuligt at operere dem på spedalskhedskolonien. Der var ganske enkelt ikke de nødvendige ressourcer. Så af sted til det almene hospital. Her var den indiske stab blev grundigt forberedt, men alligevel var det med en vis usikkerhed, vi anbragte de to spedalske patienter i en tom 4-sengs stue. De 'raske' patienter så tavse til, nysgerrige, men uden modvilje eller had. Senere på aftenen måtte jeg lige sikre, alt var vel. Normalt ville patienter og pårørende sidde i små grupper på hospitalets verandaer og drøfte dagens små og store begivenheder. Til min utilslørede glæde fandt jeg alle samlet om de to spedalske, ivrigt spørgende, hvad det hele gik ud på. Hvordan kunne man operere på en spedalsk? Var det rigtigt, som doktoren havde fortalt, at spedalskhed kunne behandles, at man faktisk kunne blive helbredt? Nogle år senere, nu i Nepal. En ung mand fra den store tibetanske flygtningelejr stod i klinikken med et spørgsmål. "Vil du operere min mor?" "Ja, selvfølgelig, hvad fejler hun?" "Muti bindu på begge øjne" ("en lille grå perle" altså en grå stær). Hun var faktisk parat til operation, det gik godt. Lykkelig var både hun og hendes søn, ja og jeg også. Hun var langtfra den eneste der 'luskede' sig til behandling på spedalskhedshospitalet.