En dråbe stærk Spedalsk.dk

En dråbe stærk
[19]

Døden kan komme i mange skikkelser. Som en frygtelig fjende, en kold kendsgerning, der alt for tidligt skiller os fra hinanden. Døden kan skabe sorg og savn så dybt, at det gør ondt. Men døden kan også komme som en udfrielse af smerte og lidelse. Som noget vi takker for og beder om. Når vi står ved et elsket menneskes dødsleje og følger kampen med døden, kan vi ofte ikke ønske andet, end at døden snart måtte komme med sin fred. Slægt skal følge slægters gang. Det er nu en gang livets vilkår. Og tænk blot en gang den tanke igennem, at døden ikke fandtes, at alle allerede nu skulle leve evigt. Det ville der ikke være megen glæde ved. Og hvor skulle vi også være henne alle sammen? Alle slægterne fra verdens skabelse og indtil denne dag. Nej, hvis opstandelse blot betød, at de døde bliver levende igen, så ville glæden og velsignelsen være til at overse. Påskens håb om opstandelse betyder, at der venter os noget nyt, som vi endnu ikke kender, og derfor kun kan håbe og tro på. En ny himmel og en ny jord. Opstandelseshåbet er som en livline fra denne verden til Guds evige rige. At øve mission er ikke at udbrede en særlig lære, ideologi eller etisk vejledning. At øve mission vil sige at dele opstandelsens håb om livets sejr over døden med andre mennesker. Påske giver missionen dens kraft og saft. Og det er stærke dråber! Som Grundtvig skriver i sit store digt om Påskeliljen fra 1817: Påskeblomst en dråbe stærk, drak jeg af dit gyldne bæger, og som ved et underværk den mig styrker, vederkvæger. Opstandelsen er som forholdet mellem løget og forårsblomsten. Blomsten kommer fra løget, men blomsten er alligevel noget andet end løget. Jesu opstandelse var den første. Påskemorgen sprang den første påskelilje ud i fuldt flor. Siden markerer kiste efter kiste, urne efter urne, at engang vil den nye verdens mark stå dækket med blomstrende påskeliljer, så langt øjet rækker. En gang skal vi leve evigt i Guds evige rige. Døden kan komme til os, også før vi dør bort fra denne verden. Det er død, når samtalen og glæden forstummer imellem mennesker. Det er død, når mand og kone, forældre og børn kommer så langt på afstand af hinanden, at de ikke længere kan tale sammen og forstå hinanden. Det er død, når grådigheden efter penge skaber uvenskab imellem gamle venner. Det er død, når vi overgiver os til den kolde, kyniske magt. Påskens opstandelsestro udruster os til at kæmpe med håbet og troen som våben imod al død og dødbideri. For døden er ikke det sidste. Den danske præst A. Fibiger fortæller i sin bog "Sejren", at der på en kirkegård i Hannover findes et mærkeligt gravsted, som en rig grevinde, der ikke troede på opstandelsen, havde bestemt sig for. Død ville hun forblive at være, mente hun. Derfor bestemte hun at der over hendes grav skulle lægges en vældig sten af solid granit - ligesom der var en stor sten foran Jesu grav. Rundt omkring skulle der lægges andre stenblokke, forbundne med jernbånd. På graven skulle der stå: "Evig skilsmisse. Må aldrig åbnes." Men en dag, da alt var stille ude på kirkegården, dalede et lille frø ned mellem sideblokken og den øverste sten; og frøet spirede. "Giv plads" sagde det, og så sprængtes jernbåndet som halmstrå, granitblokken blev løftet, og træet stod der snart så uskyldigt og svajede over gravstedet med sine grønne grene, som var det en sejrsfane. Gud har det sidste ord, og hans livets ord kan altid finde en sprække, hvor det kan slå rod og spire. Også i et menneskesind, der synes hårdt som granit. Det er det glade budskab for alle os, der lever efter Påske.