SMS fra Bangladesh – en rejseberetning Spedalsk.dk

SMS fra Bangladesh – en rejseberetning
[35]

29/2-04 Så er vi ankommet til Dhaka. Her er mange mennesker – og meget trafik. Lidt af en prøvelse med venstrekørsel og fuldstændig uhæmmet brug af hornet. Mit første indtryk af Bangladesh var: KAOS. Vi landede i hovedstaden Dhaka, og jeg følte mig omringet af mennesker, cykler, rickshaws og ustandseligt dyttende biler. Jeg fandt senere ud af, at det er kutyme at dytte, hver gang man vil overhale. Når der er tæt trafik, og ingen gider køre bagerst, kan I nok forestille jer det lydbillede, man bliver mødt af i Dhaka. I Dhaka bor der ca. 10 mio. mennesker. Når man holder stille på gaden, er man straks omgivet af tiggere eller fattige gadesælgere, der banker på ruderne. 1/3-04 Kære alle. Dagen i dag er foreløbig gået med at besøge fattige børn, der bliver hjulpet, så de kan komme i skole. Vi besøgte bl.a. en familie på 8, der boede i ét lille rum, og alle sov i samme dobbeltseng. Alle var søde – og ville meget gerne fotograferes. Vi brugte denne dag på at høre om CREAD-projektet, der går ud på at hjælpe spedalske børn - eller børn, der er i familie med spedalske - til at få en skolegang. Desværre er skolegang langt fra en selvfølge i Bangladesh. Vi besøgte to skoler, og besøgte flere af de børn, der bliver hjulpet. De boede i Dhakas slum under kummerlige forhold. Hver familie havde kun ét lille rum i en bambushytte eller et blikskur. Vi fi k fortalt, at mange af børnene ender som stofmisbrugere, når de bliver ældre. Derfor var det meget positivt at opleve, hvordan flere af de børn, der bliver hjulpet gennem CREAD udstrålede optimisme med en ukuelig tro på en god fremtid. Så giver sådan et projekt virkelig mening! 2/3-04 Så er vi kommet nordpå til Nilphamari. Flyveturen med det nationale selskab gik heldigvis godt. Vi er blevet vist rundt på hospitalet. Omgivelserne er meget smukke med en dejlig blomsterhave. Nilphamari ligger nordligt i Bangladesh, og det er her ”hovedkvarteret” for Spedalskhedsmissionens arbejde er. Her ligger det største hospital, som primært tager sig af spedalske, både medicinsk behandling og kirurgi, når spedalskheden har medført misdannelser. Desuden tager hospitalet sig af tuberkulosepatienter og har også kirurgisk kapacitet til at operere medfødte misdannelser som f.eks. klumpfødder. En anden vigtig ting er det store rehabiliteringsarbejde, der bliver gjort, for at hjælpe de spedalske videre, så de kan klare sig selv. Det kan ske vha. uddannelse og omskoling samt udstedelse af såkaldte ”mikrolån”, hvor det er muligt at låne et mindre beløb til at starte en lille butik, cykelværksted el. andet. På vores rundtur hilste vi på en tidligere patient, der nu havde et sy-værksted, hvor der bl.a. blev syet skoleuniformer. En anden patient havde skiftet livet som tigger ud med livet som kioskejer – bortset fra om onsdagen. Om onsdagen er der nemlig markedsdag, hvor han tjener flere penge på at tigge på markedet, end han kan tjene på kiosken! 3/3-04 Her i eftermiddag og aften er vi blevet præsenteret for opsøgende arbejde. Folk, der selv har haft spedalskhed eller er i familie med nogen, oplyser om det i nærområdet og får folk til at komme i klinikken ved mistanke. Senere så vi en drama gruppe, der optrådte i en landsby, og på den måde oplyste meget underholdende. Hvis man skal lave en oplysningskampagne her i Danmark vil det mest effektive ofte være at benytte TV, radio, aviser og måske Internettet. Den går ikke i Bangladesh. De færreste holder avis, og TV er ikke hver mands eje, da der f.eks. ikke er strøm i de små landsbyer. Arbejdet med oplysning udføres dels af frivillige, ofte tidligere spedalske eller pårørende, der tager rundt i nærområderne og informerer om sygdommen og behandlingsmulighederne. Derudover oplevede jeg, at en dramagruppe rejste rundt fra landsby til landsby og lavede ”forestillinger”. De kom ud i landsbyer om aftenen, hvor der er meget mørkt, og havde selv projektør med i form af en ”petromax” (petroliumsdrevet generator). Hele landsbyen stimlede sammen for at se, hvad der skete. Der blev grint højlydt samtidigt med, at alle bagefter vidste, at hvis man har blege følelsesløse pletter på kroppen, skal man henvende sig til Spedalskhedsmissionen. 4/3-04 Der er så meget jeg gerne vil vise jer, men det meste ser jeg i fuld fart fra bilen og kan ikke nå at tage billeder, fx kokassetræer! Man kan godt mærke, her er tæt befolket, for man kører aldrig alene på en øde strækning, og det vrimler med cykler og gående. Markerne er mest ris samt tobak. Det er nemt at bygge huse: bambusmåtter som vægge, blik el. halm som tag. Ved Nilphamari er der ikke det samme menneskemylder som i Dhaka, men selv ude på landet vrimler det med mennesker, og man er aldrig alene på en lang øde strækning. Det hænger selvfølgelig sammen med befolkningstætheden. Bangladesh er et land med et areal på 3 x Danmarks størrelse – til gengæld bor der ca. 130 mio., altså ca. 25 gange så mange som i Danmark. Husene/hytterne er meget simple, bygget af bambusmåtter, blik og halm. Isolering og termoruder er der ikke noget af. Så længe der er varmt, og det er der jo en stor del af året, kan det godt fungere, men der kan faktisk godt blive koldt om vinteren. I vinteren 2003/2004 havde der været ned til 5 grader, hvilket betød, at nogle var døde af kulde pga. de uisolerede huse og mangel på varmt tøj. Det havde jeg ikke lige tænkt på kunne være et problem i et land som Bangladesh. Og mht. til kokassetræerne, så er der simpelthen tale om udnyttelse af ressourcer på en miljørigtig måde: friske kokasser bliver klasket op på træer eller murværk, hvor solen tørrer dem. Derefter bliver de brugt som brændsel - efter sigende lugter det ikke... 5/3-04 I dag har vi været til Staff-meeting, hvor medarbejdere fra forskellige klinikker fremførte små optrin om spedalskhedsarbejdet. I aften er vi endnu engang inviteret til middag, alle er utroligt gæstfrie. Spedalskhedsarbejdet er meget decentraliseret, bl.a. for at kunne få fat på folk i nærområderne. Der er mange små klinikker rundt om, hvor folk kan henvende sig og få hjælp. Derudover er der større hospitaler samt opsøgende arbejde med bl.a. dramagrupper som nævnt ovenfor. På dagen med ”Staff-meeting” fik alle lov at lave en præsentation af deres arbejde. I Danmark ville man nok have benyttet overheads eller ”PowerPoint” (computerprogram). I Bangladesh bliver det grebet anderledes an. Vi blev vidne til en række underholdende optrin med teater, sang og dans. Det blev nærmest som en positiv konkurrence i at være oplysende og underholdende og var med til at give en fantastisk ”holdånd”. Det var en fantastisk oplevelse at besøge Bangladesh. Et fattigt, men farverigt land. Da min 10-årige datter så billeder fra min tur, undrede hun sig over, at det ikke så særlig fattigt ud – hun bemærkede bl.a., at folk havde så flotte kjoler på. Og det er meget karakteristisk, at hele farvepaletten bliver brugt i tøjet. Denne farverigdom i tøj samt det frodige landskab gør, at man ikke umiddelbart får indtryk af den fattigdom, der gør sig gældende for mange. Det gjorde også stort indtryk på mig, hvordan vi overalt blev mødt med gæstfrihed; selv i den fattige slum blev der insisteret på at byde os på sodavand. Sidst men ikke mindst var det opløftende at se, hvordan arbejdet for at opspore de spedalske bliver grebet an på en meget kreativ måde, som passer ind i landets kultur og struktur.