Bangladesh Spedalsk.dk

Bangladesh
[81]

Hjemmefra var vi ofte blevet spurgt, hvad vi dog ville i dette land. Var det ikke bare fattigdom og en masse vand over det hele. Vi vidste, at vi med en næsten indfødt turleder ville få en helt anden oplevelse end gen¬nem en almindelig turistrejse. Så stor var vores nysgerrighed efter at opleve et land, som er helt anderledes end Danmark. Allerede i London fik vi en forsmag på, hvad der kunne ske, da flyet til Dhaka var 9 timer forsinket på grund af tæt tåge i Dhaka. Men vi fik mange oplevelser og overraskelser. F. eks en natlig færgefart på 2 timer for at komme over en af de store floder. Da vi skulle i land, måtte vi vente i 1 time for at komme til kaj, da en stor pram skulle lastes med en masse busser. Men vi var turister og kom til at opleve landet fra syd til nord. Vi vandrede i junglen i Sunder-bans, kørte gennem uendelige rismarker på veje fyldte med mennesker og rickshaws, så det var et Guds under, ingen blev kørt over, for slet ikke at tale om trafikken i Dhaka, der er så tæt og alligevel glider ved at man tager hensyn til hinanden, bl.a. med hornets hjælp. Et af turens højdepunkter blev besøget og opholdet i Nilpha-mari på spedalskhedshospitalet. Vi boede i hospitalets gæstehus og fik en grundig gennemgang af hele hospitalet. For det første fik vi en strålende velkomst, hvor patienterne optrådte med musik, sang og taler. Det var bevægende at se deres livsglæde på trods af deres i vore øjne håbløse situation. Når man som vi ikke før har oplevet spedalske, var det rystende at se patienterne med deres sår og amputerede lemmer for ikke at tale om de febersyge, der lå i sengene. Såvel Jørgen Andersen som Jan Meyer, Spedalskhedsmissionens formand, som deltog i turen sammen med sin kone, kunne fortælle en del om spedalskhed og arbejdet i DBLM. Samtidig var det meget livsbekræftende at mærke, at indsatsen virkelig har båret frugt. Noget at det mest positive var rehabiliteringen. Vi så systuerne, hvor pigerne blev dygtige til et håndværk. Besøget i fysioterapien var spændende, hvor blev der trænet. Proteseværkstedet vidnede om stor dygtighed, så man fik indtryk af, det virkelig var noget, der hjalp. Hospitalet ligger i et meget smukt område med rismarker, selv inde på området er der ris og kartoffelmarker. Dejligt at se grønne kartoffeltoppe i februar måned. Søndag morgen deltog vi i gudstjenesten i den lille kirke. Skønt vi ikke forstod så meget, var det en dejlig oplevelse at høre evangeliet blive forkyndt under helt andre forhold end i en dansk folkekirke. Vi er blevet rigere af turen.