Åbent på grund af glæde Spedalsk.dk

Åbent på grund af glæde
[27]

I kirken holder vi ikke lukket, men åbent på grund af glæde. Vi kommer for at høre det budskab, som forkyndes søndag efter søndag, år efter år, slægt efter slægt. Det er et budskab, der kalder på glæden. Glæden over, at der er noget, som bliver, når alt andet går til grunde: Troen, håbet, kærligheden. Derfor er der åbent. Åbent på grund af glæde. I kirken forkyndes troen. Vi møder ofte mennesker, der siger, at de ikke ”kan” tro. De har så evigt ret. Der er ingen, der ”kan” tro. Troen er ikke udtryk for et særligt gen. Et åndelig anlæg, som nogle har, men som andre må undvære. ”Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre” siger Luther i Den lille Katekismus. Det lyder som et paradoks. ”Jeg tror, at jeg ikke kan tro”. Ingen kan tro. Troen er altid en gave, vi får. Troen beror ikke på intellektuelle overvejelser. Den beror ikke på følelsesmæssige kraftspring. Den kommer gennem evangeliet som en gave til os. Og det er kærlighedens og sandhedens Ånd, som virker i det ord, der gør troen levende. I kirken forkyndes håbet. Der er et gammelt mundheld, som siger, at så længe der er liv, er der håb. Det skal nok passe. Men evangelisk er rækkefølgen den stik modsatte. Så længe der er håb, er der liv. Den dag håbet dør, dør livet. Er vores tilværelse begrænset af fødsel og død, er der ikke noget før og ikke noget efter, er dette liv det eneste, vi har, så må det føre til håbløshed. Så må det ende med, at vi spørger som den unge tuberkuloseramte I.P. Jacobsen i slutningen af 19. århundrede spurgte: ”Hvorfor leve, når vi dog skal dø?” Er dette liv alt, hvad vi har, er døden det sidste uigenkaldelige punktum, der sættes i vort liv, ja, så gælder det: ”Lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø.” Vist har meget ændret sig siden I.P. Jacobsens tid.. Vi er blevet dygtige til mange ting. Men følelsen af tomhed og ligegyldighed har ikke sluppet sit tag i os. Mere end nogensinde præger den vort samfund, dets mennesker. Vi har ikke noget at leve for. For mange mennesker er spørgsmålet ikke, om der er et liv efter døden. Men om der er et liv før døden. Men når evangeliet prædikes, så skabes der et håb. Et levende håb. Et håb om liv før døden. Men også et håb om liv, når døden har slettet ethvert spor af os. I kirken forkyndes den kærlighed Og endelig: I kirken forkyndes den kærlighed, som aldrig søger sit eget. Når Det Ny Testamente taler om kærlighed, er det ikke en følelsesbetonet kærlighed, der tænkes på. Den kærlighed, Bibelen forkynder, relaterer langt snarere til handlinger end til følelser. Det er noget med at give den tørstende et bæger koldt vand, at tage sig af enker og faderløse, at forbinde en forslået mands sår og sørge for, at han kommer til kræfter i et herberg. Det er altid konkrete handlinger, som Gud lægger til rette, for at vi skal vandre i dem. Kærlighed er ikke at svælge i sine egne følelser. Men at glemme sig selv i tjenesten for medmennesket. Og det er altid den bedste medicin, mod den sygelige selvfokusering, som præger vores tid. Den kærlighed er ikke inden for vores rækkevidde. Vi må på ny og på ny lade os den skænke af den Ånd, der i os virker både det at ville og det at kunne. Når det budskab prædikes, så er der ikke lukket på grund af glæde. Der er åbent på grund af glæde. Kirken er et levende fællesskab, der er rede til at dele sin tro, sit håb, sin kærlighed med enhver, der vil tage imod det.